Kunne ikke forstå hvor hajerne blev af: Nu har man fundet mystisk 'hule' i havet

Forskere har i mange år undret sig over, hvor hajerne forsvandt hen om vinteren, men nu har man fundet et hule-område i havet, som måske kan give svaret

Hvidhajen er havets største kødædende fisk. Arkivfoto
Hvidhajen er havets største kødædende fisk. Arkivfoto

Længe troede forskere, at hvidhajerne ud for Californiens kyst bare forsvandt ud i et mystisk intethed i december og foråret over.

De kunne simpelthen ikke forstå, hvor de blev af, når vinteren kom. Derfor besluttede forskerne med base på flere universiteter - blandt andet Stanford - at de ville undersøge sagen.

Og nu viser det sig, at hajerne svømmer flere måneder ud i Stillehavet for at komme ind i, hvad forskerne kalder, en slags hule i havet, hvor især hvidhajer holder til.

Det skriver San Francisco Cronicle.

Koblede sendere til hajerne
Man forstod ikke, hvorfor hajerne overhovedet svømmede væk fra de vante områder langs Californiens kyst, hvor der er masser af føde. Det virkede dumt af havdyrene at bevæge sig ud et sted, der på overfladen virkede mindre frugtbart, end det de kom fra.

Men det skulle - naturligvis tør man næsten sige - vise sig, at der slet ikke var så tomt og forladt derude i havet, hvor hajerne søger hen hvert år.

For overhovedet at finde ud af, hvor hajerne svømmede hen i december hvert år, koblede man specielle sendere til nogle af hvidhajerne. På den måde kunne man følge deres månederlange rejse ud i Stillehavet.

På satellitbilleder virkede stedet i havet som et stort, havlignende ørkenområde. Men efter at have nærstuderet hvidhajernes rute ud i det næsten Colorado-store areal i Stillehavet, besluttede forskerne, at de ville tage på ekspedition derud.

Ekspeditionen skulle vise sig at åbne forskernes øjne.

Lys-sensitive dyr i 'hulen'
Forskerne sejlede efter hvidhajerne 1200 sømil øst for Hawaii, og det var der, de fandt den 'havhule', som hvidhajerne åbenbart opholder sig i, når de ikke svømmer rundt ved den amerikanske vestkyst.

Den såkaldte hule er i virkeligheden et stort område under havets overflade, som forskerne oversat fra engelsk kalder midthav. Det vil sige det meget dybe hav, der ligger under overfladen og over bunden af havet.

Her viser det sig, at hvidhajerne tager hen til for at spise og lave meget dybe dyk, som man ellers ikke ser de store havdyr foretage. De dyk vil forskerne nu forsøge at blive klogere på - især fordi dykkene er meget forskellige alt efter, om det er en han eller hun, der foretager dem.

Man kunne se, at hvidhajerne brugte varme strømme i havet til at komme ned i dybet på, og forskerne tror, at de jagter føde, når de dykker ned. Men hvad der gemmer sig nede i det mystiske område, som hvidhajerne elsker, det ved man endnu ikke med sikkerhed.

- Vi har lært, at det her midthavs-lag er ekstremt vigtigt for hvidhajer. De svømmer til de her lag og jagter byttedyr både dag og nat. Der er tale om en gemmeleg, siger Salvador Jorgensen, der er en af forskningslederne fra Monterey Bay Aquarium, til SF Cronicle.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen