Kunstner lånte en halv million kroner: Stak pengene i lommen

Ifølge kunstneren har museet Kunsten brudt flere aftaler, hvorfor han fandt på det alternative kunstværk og stak pengene i foret

'Take the money and run'.

Sådan lyder ordlyden på et tomt kunstværk, der lige nu er udstillet på Kunsten i Aalborg.

Den oprindelige ide med kunstværket var et værk bestående af to glasrammer fyldt ud med pengesedler, men nu er pengene væk, skriver Nordjyske.

Glasrammerne skulle bestå af 25.702 euro og 338.122 danske kroner, der skulle illustrere en gennemsnitlig års-indkomst i Østrig og en gennemsnitlig års-indkomst i Danmark.

Pengene havde Kunsten lånt til ud til kunstneren Jens Haaning, der i stedet for at udstille aftalte værk har stukket gysserne i lommen.

Mystisk mail
Torsdag modtog en medarbejder på Kunsten følgende mail fra Jens Haaning:

- Håber, at mit værk er ankommet fra rammemanden i Berlin. Jeg har valgt at lave et nyt værk til udstillingen, stod der i mailen ifølge Nordjyske.

Mailen fik medarbejderne på museet til at råbe vagt i gevær til museets direktør, Lasse Andersson.

- Nogen fortalte, at de var løbet op i udstillingsrummet og havde pakket kassen med værket ud, og der kunne de med det samme konstatere, at der ikke var nogen penge. Det eneste, de ansatte kunne se, var, at der havde hængt nogle penge, som var klistret op, siger han til mediet.

I mailen fremgik det, at den nye titel på værket var: 'Take the money and run'. Oprindeligt skulle værket handle om arbejdslivet og om værdien af arbejdslivet.

Kompliceret
Grunden til, at Jens Haaning har stukket pengene i lommen, er mere kompliceret end som så. Det skyldes tidligere uoverensstemmelse med Kunsten, hvor flere løbende aftaler med museet ifølge ham, ikke er blevet overholdt.

Derudover var han forundret over, at han i begyndelsen selv skulle lægge ud for en del af beløbet i forbindelse med kunstværket.

Derfor skal værket sætte kunstnernes forhold under lup, hvor Jens Haaning giver udtryk for, 'at han forsøger at betale sine ansatte og sin husleje', mens han samtidig vil belyse, hvordan en institution som Kunsten behandler deres tilknyttede billedkunstnere.

Selvom museet ikke fik den kunst, de havde forventet, har værket alligevel sat tankerne i gang hos direktør Lasse Andersson, der på trods af de manglende penge har valgt at udstille billedet.

Direktøren fortæller samtidig, at livet er for kort til at bekymre sig om pengene, men han dog forventer, at pengene er retur, når udstillingen lukker 14. januar.