Kunstner med opråb til nationen!: - Vi er allesammen nogle kujoner

Kristian von Hornsleth vil gøre kunst folkeligt for at få folk til at tale med dem, de er uenige med. Derfor holder han fredag en tale til nationen! på Ekstra Bladets hjemmeside

Kristian von Hornsleth taler til nationen! fredag. Foto: Anthon Unger
Kristian von Hornsleth taler til nationen! fredag. Foto: Anthon Unger

Vi er alle kujoner, som ikke taler med dem, vi er uenige med.

Det mener kunstneren Kristian von Hornsleth, og derfor er han lige nu ved at udvikle en dokumentar til DR2 i samarbejde med sin ven Mikkel Boris, som skal afdække, hvordan kunsten kan være med til at ændre noget i samfundet.

Af samme grund vil han fredag holde en tale til nationen!, som kan følges live på Ekstra Bladets hjemmeside.

- Hvorfor er du den rette til at tale til nationen!?

- I det her tilfælde er jeg den rette, fordi jeg har lavet en undersøgelse af, hvor kulturen og kunsten er i dag. Hvordan kan vi ændre os, og hvordan kan vi bruge det til at komme videre i det her morads, vi er i som menneskehed.

Kristian von Hornsleth håber, at han med talen kan skubbe samfundet i den rigtige retning.

- Hvad er det så, der skal ske, når du har holdt den her tale? Hvad regner du med, at det ændrer?

- Det er et lille piv i den rigtige retning med, at vi allesammen skal kravle lidt ned fra vores mærkelige ekkokamre og møde hinanden. Møde folk, vi er uenige med.

- Kujonen skal italesættes. Vi er allesammen nogle kujoner. Vi går allesammen ind for noget med miljø og bank-skandaler og pis og lort, men vi gør ikke noget ved det. Vi gemmer os i vores små ekkokamre, og vi mødes ikke med folk, vi er uenige med.

- Jeg tror, at kunsten kan give et svar på det her. Kunsten og kulturen er et sted, hvor du kan reflektere over de her ting og skubbe en lille smule til, hvis vi skal videre med den her store suppedas, vi sidde i.

- Hvorfor er det lige præcis kunsten? Kunne det ikke lige så godt faciliteres gennem en regulær debat?

- Jo, og kunsten er jo en del af den kulturelle debat. Kunsten er også der, hvor man giver frit slag til at reflektere over de her mere komplicerede emner.

- Så bliver der lavet et kunstværk, og så tænker folk, 'det var sgu da satans.' Og måske er der en politiker, som ser det, og så trykker han på en anden knap næste gang.

Personlig reklame
- Nu er du med i en dokumentar, og du skal også tale til nationen!. Er det ikke bare rigtig god reklame for dig?

- Altså det er både-og. Jeg må bruge de platforme, der nu er til rådighed, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om at udstille på gallerier og museer. Jeg udstiller i medierne, og jeg udstiller i teatre og i supermarkeder og alle mulige andre steder.

- Så tænker jeg også; Ekstra Bladet, de har fat i den lange ende. De har fat i folket. Så der tænker jeg, hvis det kan lade sig gøre, så kan jeg bringe mit budskab rigtig langt ud.

- Du nævner selv supermarkederne. Hvor meget regner du med at sælge ekstra efter sådan en dokumentar?

- Desværre tror jeg ikke, at jeg sælger mere på den her, fordi i det her projekt, der er det Kristian, der taler. Det er ikke Hornsleth. Jeg er jo sådan en slags skizofren fætter, der render rundt.

- Så det er den folkelige side af dig?

- Ja.

- Hvorfor er du den mest folkelige kunstner? Du kunne jo i princippet have fået en anden til at holde talen.

- Fordi jeg har oparbejdet en kæmpe erfaring med det her, og jeg har arbejdet med det i mange år. Og så er jeg også den bedste.

- Du er den bedste?

- Mig kan ingen tæske.

- Vil du uddybe det?

- Hvis man ikke har en stor portion storhedsvanvid, så kan man ikke lave det, jeg laver.

78 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere