Først lignede det en allergisk reaktion.
Men i løbet af de første 48 timer efter, at Jeanette LeBlanc under en tur til Louisiana havde spist rå østers sammen med sin veninde Karen Bowers, blev det, de troede var et udslæt, værre og værre. Det skriver blandt andre CBS News.
Den 55-årige kvinde blev indlagt på hospitalet, hvor lægerne diagnosticerede hende med vibriose.
- Det er en kødædende bakterie. Hun havde alvorlige sår på hendes ben fra den bakterie, fortæller kvindens partner, Vicki Bergquist.
Ifølge det amerikanske sundhedsagentur CDC kan mennesker få bakterien ved at bade i brakvand og ved at spise rå østers. Jeanette LeBlanc gjorde begge dele den dag, hun blev syg. Hun kæmpede mod bakterien i 21 dage, før hun døde 15. oktober sidste år.
- Jeg kan ikke engang forestille mig at skulle igennem det i 21 dage. De fleste holder ikke så længe, siger veninden, Karen Bowers. Sammen med Vicki Bergquist fortæller hun nu historien om Jeanette LeBlancs tragiske død for at skabe opmærksomheden omkring den kødædende bakterie.
- Hvis folk virkelig vidste, hvad der kan ske, og at man bogstaveligt talt kan dø indenfor 48 eller 36 timer efter at have spist rå østers, er det så virkelig det værd? Siger Karen Bowers.