Kvinde i metroen går viralt med utrolig sangstemme

- Wow, sikke en stemme. Jeg håber, dette går viralt og køber hende en billet til et bedre liv

Denne kvinde trækker overskrifter, efter at politiet har delt en video, hvor hun synger. Video: Twitter/LAPD

Det utrolige øjeblik, hvor en kvinde bryder ud i sang i metroen i Los Angeles, går verden rundt, efter at en betjent fra Los Angeles Police Department delte det på politiets officielle Twitter-profil.

'Fire millioner mennesker kalder LA deres hjem. Fire millioner historier. Fire millioner stemmer ... Indimellem er man bare nødt til at stoppe op og lytte til en, at høre noget smukt,' lød det i politiets opslag, der er blevet 'liket' af næsten 7000 Twitter-brugere på blot et par dage.

Og der er da heller ikke noget at sige til, at betjenten var nødt til at stoppe op og filme, da kvinden brød ud i sangen 'O mio babbino caro' fra operaen 'Gianni Schicchi' af den italienske komponist Giacomo Puccini. Vurdér selv i klippet i toppen af artiklen.

Los Angeles Times skriver, at betjenten havde et tilfældigt møde med kvinden, inden hun gav los for sine evner udi opera.

- Det var stærkt, første gang vi så det, og hver gang vi genser det, er det stadig stærkt, siger politisergent Hector Guzman til avisen.

- For os var budskabet simpelt: At minde os selv om at tage et øjeblik til at se sig omkring og lytte, siger han videre og fortæller, at den pågældende betjent har sagt nej til at stille op til interviews, fordi han synes, fokus skal være på kvinden.

Mange har mødt hende i metroen
Det er endnu ikke lykkedes medierne at identificere kvinden, som i klippet skubber rundt på en indkøbsvogn og bærer på adskillige bæreposer.

Men i kommentarerne under politiets opslag på Twitter kan flere fortælle, at de også har mødt den syngende kvinde i undergrunden. Flere skriver, at hun er hjemløs, mens andre tvivler på, at det er tilfældet.

'Jeg har set hende i årevis i metroen. Jeg hørte hende engang synge 'Ave Maria' og troede først, at det var en radio. Alle har en historie ... det har denne kvinde også. Jeg ved ikke, hvorfor hun har været hjemløs i alle disse år, men hun er et menneske ... det er alt, der betyder noget,' skriver Kara Miller i en kommentar.

Samtidig forsøger flere at bruge videoen til at hjælpe kvinden til at få en karriere som sangerinde.

- Wow, sikke en stemme. Jeg håber, dette går viralt og køber hende en billet til et bedre liv, skriver en blandt andet, mens flere har tagget tv-programmerne 'The Ellen Show' og 'America's Got Talent'.

96 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere