Kvinde på gåtur sikker: Jeg mødte vild puma

Marianne Westphall fra Gammel Rye er ikke i tvivl om, at hun så det store kattedyr i skoven

Selv om pumaen går for at være menneskesky, har der været nærkontakt mellem vilddyr og mennesker igennem de seneste hundrede år, hvor der er rapporteret 25 dødelige angreb på mennesker. I 2018 blev to mænd på 31 og 32 år angrebet af en puma i Cascade Mountains 50 kilometer øst for Seattle, da de var på cykeltur. Den ene mand blev dræbt, mens den anden overlevede sine kvæstelser fra angrebet. Foto: shutterstock.com
Selv om pumaen går for at være menneskesky, har der været nærkontakt mellem vilddyr og mennesker igennem de seneste hundrede år, hvor der er rapporteret 25 dødelige angreb på mennesker. I 2018 blev to mænd på 31 og 32 år angrebet af en puma i Cascade Mountains 50 kilometer øst for Seattle, da de var på cykeltur. Den ene mand blev dræbt, mens den anden overlevede sine kvæstelser fra angrebet. Foto: shutterstock.com

Der er ingen tvivl hos Marianne Westphall.

Den 70-årige pensionist fra Gammel Rye i Østjylland fik sig søndag eftermiddag lidt af en forskrækkelse, da hun pludselig stod over for en potentielt livsfarlig puma. Det mellemstore kattedyr krydsede Marianne Westphalls vej, da hun i en lysning nord for Hejnæsvej 5 ved Gammel Rye søndag omkring klokken 14.40 på én gang måbede og blev bange ved synet af dyret, som normalt aldrig befinder sig i de danske skove.

- Jeg kunne først ikke sætte navn på dyret, men da jeg havde set billeder af en puma på internettet og talt situationen igennem med min datter, som selv har set en puma på en løbetur i bjergene ved Madrid, var jeg overhovedet ikke i tvivl, siger Marianne Westphall til Ekstra Bladet.

Marianne Westphall lader sig gerne interviewe om oplevelsen for derigennem at advare andre, men hun ønsker ikke at blive fotograferet, fordi det, som hun siger, ikke skal handle om hende, men om det på én gang farlige og fascinerende rovdyr.

- Billedet af pumaen forsvinder aldrig fra min nethinde, og jeg får stadig hjertebanken, når jeg tænker på oplevelsen, siger Marianne Westphall.

Gå ikke i panik

Marianne Westphall har beskrevet sin chok- og skrækoplevelse på de sociale medier sådan her:

'Advarsel til løbere i skovene.

Puma?

Kæmpe kattedyr på størrelse med en hunløve, cirka 70 centimeter høj, brunlig-grå, mørkere striber på halsen, runde ører, lang hale.
Jeg blev overrasket ved synet af den søndag eftermiddag i den store lysning nord for Hejnæsvej 5. Da den fik øje på mig, gik den vagtsomt nærmere, lagde sig og så på mig. Jeg blev bange, tænkte, at hvis jeg løb væk, ville den løbe efter mig som byttedyr, så jeg trådte frem, og den sprang elegant over lysningen og ind i skoven. Pyh-ha. Med hjertet hamrende ringede jeg 1812, Dyrenes Vagtcentral, opgav position og beskrev dyret og blev viderestillet til politicentral i København, forestillede mig, at en hundepatrulje kunne opsnuse den. Men tilsyneladende ville ingen af parterne foretage sig andet end at takke for anmeldelsen. 
Ingen af de omkringboende havde set dyret.
Har mailet til Bengt Holst, ZOO, i håb om at få klarhed.
Vil kontakte lokalpolitiet i morgen, mandag.

INGEN PANIK, men for en sikkerheds skyld: undlad at lade børn færdes alene i skovene.

Marianne Westphall'.

Den ældre kvinde fra Gammel Rye går næsten dagligt ture i området, hvor hun mener, hun så pumaen, og det vil hun fortsætte med.

En mårhund

Marianne Westphall forestiller sig, at pumaen er kommet illegalt til Danmark som en kær lille killing, og at den så enten er stukket af eller et blevet sluppet løs af sin ejer, som ikke har kunnet håndtere den som voksen. Ejeren har i sagens natur derefter gået stille med dørene af frygt for at blive afsløret.

- Jeg håber virkelig ikke, at den nu bliver skudt eller bragt i fangenskab, men folk skal selvfølgelig advares, så de kan tage deres forholdsregler, siger Marianne Westphall.

På spørgsmålet om, hvad hun siger til, at mange har reageret ved ikke at tro på hende og ved eksempelvis at sige, at det må have været en mårhund, hun så, svarer Marianne Westphall selvsikkert:

- De må sige og mene, hvad de vil. Jeg er sikker på, at jeg så en puma.

 

***

Zoo-direktør: Usandsynligt

Videnskabelig direktør i Københavns Zoologiske Have og formand for Det Dyreetiske Råd Bengt Holst mener, at der en 'meget lille sandsynlighed' for, at der rent faktisk er tale om en løsgående puma i de østjyske skove ved Gammel Rye.

- Jeg tror simpelthen ikke, at det ville kunne ske ubemærket, hvis nogen pludselig stod og manglede en puma. Og var det tilfældet, har man pligt til at melde det til myndighederne, siger Bengt Holst til Ekstra Bladet.

Pumaerne lever i Nord- og Sydamerika og findes således ikke i Danmark eller Europa og har aldrig gjort det.

- Der har igennem tiden været flere eksempler på danskere, der ligesom Marianne Westphall har følt sig overbevist om, at de har set en puma, men det er aldrig siden blevet bekræftet, pointerer Bengt Holst.

Bengt Holst, videnskabelig direktør i Zoologisk Have i København, mener, at det er usandsynligt, at det var en puma, Marianne Westphall så for et par dage siden i en skov ved Gammel Rye. Foto: Louise Herrche Serup
Bengt Holst, videnskabelig direktør i Zoologisk Have i København, mener, at det er usandsynligt, at det var en puma, Marianne Westphall så for et par dage siden i en skov ved Gammel Rye. Foto: Louise Herrche Serup

Den landskendte zoo-direktør og dyre-elsker vil dog ikke bare kategorisk afvise, at Marianne Westphall kan have ret. Og viser hendes teori sig at være rigtig om, at pumaen er kommet illegalt til Danmark som en kær killing og siden er vokset ud af hænderne på sin ejer, så er der ifølge Bengt Holst god grund til at finde og uskadeliggøre den.

- Det er et farligt dyr, som ikke hører til i den danske natur. Det er en invasiv art, som kan gøre mere skade end gavn, og man har en forpligtelse til at bekæmpe den, hvis man ser den i den danske natur.

Pumaen kan løbe op til 50 km/t., hoppe seks meter fra stående position, 13 meter i fart samt 2,5 meter op i luften. De vejer ofte over 70 kilo.

289 kommentarer
Vis kommentarer