Kvinde styrtede 80 meter ned ad klippe-skrænt: Sådan overlevede jeg

23-årige Angela Hernandez overlevede en uge på en øde strand ved at drikke vand, som hun vred ud af mos

23-årige Angela Hernandez' smadrede bil. Privatfoto
23-årige Angela Hernandez' smadrede bil. Privatfoto

- Livet er helt utroligt.

Sådan afslutter 23-årige Angela Hernandez en længere beretning på Facebook om, hvordan hun i sin bil røg 80 meter ned meter ad en klippeskrænt i Californien. I en uge forsøgte den kvæstede kvinde forgæves at kravle op af skrænten.

Ved et rent tilfælde blev hun fundet af et ægtepar, som var på vandretur i det utilgængelige terræn ved Stillehavet.

Kvinden har skrevet sin fortælling fra sygesengen i det hospital, hvor hun fortsat er indlagt.

Den 23-årige overlevede ugen på stranden ved at drikke vand, som hun vred ud af mos-planter.

Angela Hernandez er stadig indlagt og har nu lagt fortællingen om styrtet ud på Faceboook. Privatfoto
Angela Hernandez er stadig indlagt og har nu lagt fortællingen om styrtet ud på Faceboook. Privatfoto
 

Kunne mærke vandet stige
Kvinden fortæller i sin lange beretning, at et dyr løb ud på vejen foran hende ved Big Sur, og at hun herefter mistede kontrollen over bilen og røg ned ad klippeskrænten.

- Jeg husker ikke meget fra selve styrtet. Men da jeg vågnede op, kunne jeg mærke vandet stige op over mine knæ. Mit hoved smertede, og da jeg rørte ved det, fik jeg blod på hænderne. Bilens elektriske system fungerede ikke, og vinduerne var lukkede. Jeg fandt et stykke værktøj og smadrede ruden. Alt i min krop gjorde ondt.

Omsider lykkedes det mig at komme ud af bilen og svømme ind til kysten. Her faldt jeg i søvn, beretter Angela Hernandez.

Angela Hernandez fortæller herefter, at  hun de næste dage var meget omtåget. Hver dag gik hun langs stranden for at finde andre mennesker. Hun kunne se masser af forbikørende biler. Men ingen af bilisterne fik øje på den kvæstede kvinde på stranden.

Vred vand ud af mos
- Jeg fandt en klump mos og vred vandet ud. Det smagte friskt. Hver dag samlede jeg vand og gik på stranden og råbte efter hjælp. Om aftenen søgte jeg højere op på klipperne, hvor jeg faldt i søvn. Om morgenen vågnede jeg våd af dis. Jeg vil lyve, hvis jeg siger, at dagene blev lettere, som tiden gik. Men dagene blev mildest talt noget forudsigelige.

Angela Hernandez levede på denne måde en hel uge, før hun blev fundet af ægteparret Chelsea og Chad Moore.

Parret var klatret ned ad skrænten i nærheden af et område, hvor de camperede. De ledte efter et 'lille eventyr' og skaldyr. Og eventyr fik de i den grad, da de opdagede først en kofanger, så en bil i vandet og til sidst Angela Hernandez på stranden.

Parret pillede nummerpladen af bilen, så de kunne aflevere den til politiet.

Chelsea Moore på stranden sammen med Angela. Privatfoto
Chelsea Moore på stranden sammen med Angela. Privatfoto
 

- Vi troede i første omgang, at der var en død person i området. Vi var overbeviste om, at ingen kunne overleve en sådan ulykke. Så fandt vi Angela. Hun blev rigtig glad, men havde svært ved at fatte, at vi var rigtige mennesker. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde været på stranden. Vi forklarede hende, at vi nok skulle hjælpe hende op.

Blodansamling i hjernen
Mens Chad Moore blev hos den kvæstede kvinde, fandt Chelsea en vej op ad klippeskrænten og fik tilkaldt hjælp.

En helikopter hentede den 23-årige kvinde ud af det ufrivillige fangenskab.

- Umiddelbart efter ulykken led jeg af en blodansamling i hjernen. Jeg brækkede også fire ribben og mit kraveben.  Min ene lunge klappede sammen. Jeg fik også kraftige solskoldninger i hænder, fødder og ansigt. Men hvad betyder det? 

Jeg er her på hospitalet med min søster, som får mig til at grine, så det gør ondt i knoglerne.

- Jeg har oplevet noget helt enestående og skrækindjagende, så jeg kan ikke forestille mig andet, end at der er et større formål for mig i dette liv.  Livet er helt utroligt, konstaterer Angela fra sygesengen.

Angela har besluttet, at hvis hun får børn, så skal de opkaldes efter hendes redningsmænd.

Privatfoto
Privatfoto
 

 

14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere