Hvad er ligheden mellem en kogt hamburgerryg og integrationsminister Inger Støjberg?
Tjah, hvis man photoshopper lidt og retter proportionerne til, så kan den godt blive tydelig, som det ses af de billeder, en eller anden har sendt i omløb på de sociale medier.
Billedet er en grovkornet satirisk kommentar til en aktuel begivenhed. Inger Støjberg var for hurtig på aftrækkeren, da hun fortalte om en institution, hvor børnene ikke måtte have svinekød i madpakken. Historien holdt ikke, og hun måtte beklage.
For nogen skulle der mere end en klat sennep til, før den joke gled ned.
’Stop den personlige tilsvining af ministeren. Det er politisk under lavmålet’, skrev Alternativets formand, Uffe Elbæk, på Twitter.
Til Ekstra Bladet sagde han efterfølgende: ’Når det bliver så personligt som med hamburgerryggen, så sænker vi niveauet’.
Samme type kritik får vi med jævne mellemrum på Ekstra Bladet. Her giver vi den som bekendt gas med satire i Slyngelstuen, og vi giver politikerne øgenavne, når de har gjort sig fortjent til det.
Og ved I hvad – det er såmænd sundt og godt og vigtigt, at vi gør det.
Nogen skal pille højtideligheden af toppolitikere. Især når de kvajer sig.
I tirsdags kaldte vi Inger Støjberg ’Regeringens løbske pitbull’ på forsiden af Ekstra Bladet, og det var ganske velplaceret.
Inger Støjbergs job er at give den fuld skrue med strammerkursen over for flygtninge, og det er mere end én gang endt i makværk. Lad mig for eksemplets skyld nævne smykkesagen, hvor hun til sidst måtte trække den med vielsesringen i land.
Vi har mere end én gang kaldt Mette Frederiksen for ’Skrigeskinken’, men naturligvis altid i en kontekst, der berettigede det.
Læs blot, hvad Hans Bjerregaard skrev, da hun tilbage i 2009 blev nomineret til årets nytårstorsk:
’Mette Frederiksen – Socialdemokraternes kvieøjede næstformand for folketingsgruppen – er udstyret med en volumenknap, der kun har tre indstillinger: 'Meget højt', 'Øredøvende' og 'Tinnitus'.
Konsekvensen er, at ligegyldigt hvilket emne konen beskæftiger sig med, så får tilhørerne indtrykket af, at nogen er faldet i dammen og lige nu er ved at drukne. Her er pluk fra det sidste års tid:
'Manden har et vanvittigt menneskesyn’. 'Jeg er simpel hen så forarget’. 'Det er noget svineri’. 'Det er forrykt’. 'Det er jo fuldstændig vanvittigt’. 'Det er absurd og pinligt’. 'Det er modbydeligt’. 'Nu må regeringen holde op med det svineri’. 'Det er et vanvittigt menneskesyn’. 'Det her rammer katastrofalt skævt’.'
Nogle anlægger den feministiske vinkel og fremhæver, at det især er kvinder, der bliver ofre for grovkornet satire.
Jeg køber den ikke rigtigt. Men jeg tror til gengæld, kvinder er ret gode til at tage mosten.
Som Mette Frederiksen sagde til Helle Thorning-Schmidt på Socialdemokraternes kongres ved formandsskiftet i sommer:
’Du har skullet finde dig i meget. Også urimeligheder. Du har stået det igennem. Også øgenavnene. Dig kaldte de Gucci-Helle. Mig kaldte de ’Skrigeskinken’. Dit øgenavn lyder på en eller anden vis lidt bedre. Der må være noget i den taske, der kan bruges. Jeg er jo fra Nordjylland. Må jeg ikke låne den her i den første tid?’
Det må man lade de damer. De river ikke sminkeskuret ned i raseri. De ved, at øgenavne, satiretegninger og manipulerede billeder er en del af spillet.
Om Inger Støjbergs reaktion på hamburgerryggen forlyder det, at hun grinede og sagde, at det dog var en anelse misvisende. Skinken er bundet op, og enhver kan se, at hun ikke bruger hårnet.
