Kvinder og børn er dræbt i Papua Ny Guinea

En etnisk konflikt i Papua Ny Guinea har udviklet sig til en massakre, siger guvernør. Mindst 20 meldes dræbt

Flere end 20 personer er dræbt i Papua Ny Guinea som følge af etnisk motiveret vold siden lørdag. Blandt de dræbte er både kvinder og børn.

Det rapporterer den lokale avis Post-Courier og det australske medie ABC.

Drabene er sket i landsbyerne Karida og Peta i provinsen Hela, som de seneste tre dage er blevet ramt af blodige hævntogter.

Først blev seks personer dræbt i et bagholdsangreb i Peta lørdag. Det oplyser politiinspektør Teddy Augwi til Post-Courier.

Mandag skal de dræbtes efterladte have stået bag et hævnangreb mod nabobyen Karida. Her blev mellem 16 og 18 personer dræbt. Herunder en gravid kvinde.

- Det er ikke en krig mellem stammer, hvor stridende landsbyer mødes ansigt til ansigt på slagmarken, siger politiinspektøren til Post-Courier.

- Det er nærmere en guerillakamp, hvor de leger gemmeleg og begår bagholdsangreb mod deres fjender.

Mange beboere i landsbyerne er flygtet fra deres hjem på grund af den igangværende konflikt, skriver nyhedsbureauet AP.

- Konflikten er eskaleret til en massakre mod uskyldige kvinder og børn, siger guvernøren i Hela, Philip Undialu, til ABC.

Der er natten til onsdag dansk tid ikke oplysninger om, hvorvidt der er nogle anholdte i forbindelse med drabene.

Etnisk vold er ikke unormalt i Papua Ny Guinea, hvor pårørende ofte hævner drab på deres familiemedlemmer gennem hævnangreb.

Premierministeren i Papua Ny Guinea, James Marape, siger, at de ansvarlige vil kunne blive straffet med døden.

- I dag er en af de mest sørgelige dage i mit liv, siger han i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dødstallet efter de blodige episoder de seneste dage frygtes at stige onsdag. Det oplyser William Bondo, der er embedsmand i Hela-provinsen.

- Vi venter fortsat på dagens opdatering fra betjentene i området, siger han.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere