Kvinderne overtager 1. maj i Fælledparken

Mette, Lizette, Pia, Johanne og Vibeke er de fem hovedtalere til 1. maj i Fælledparken. Væk er Harald, Villy og alle de andre mænd

Mette Frederiksen er blandt 1. maj-talerne. (Foto: Rene Schutze)
Mette Frederiksen er blandt 1. maj-talerne. (Foto: Rene Schutze)

En ting er historisk anderledes på Arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken i København på søndag.

Festen er den samme med røde faner, fadbamser, solidaritetsboder og faglige-politiske taler. Men alligevel bliver bliver 1. maj-festen i år historisk.

For første gang nogensinde er samtlige faglige og politiske hovedtalere nemlig kvinder. LO-formand Lizette Risgaard, formand for Socialdemokraterne Mette Frederiksen, SF-formand Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen og næstformand for FTF i Region Hovedstaden Vibeke Westh taler på skift fra den store scene.

Læs også: Keld om Helle Thorning-Schmidt: Hende har vi respekt for

Mange mange mænd i mange mange år

LO-formanden trækker selv på smilebåndet over, at samtlige hovedtalere til 1. maj i Fælledparken er kvinder.

- Det er da både sjovt og tankevækkende. Nu har der været mange, mange mænd i mange, mange år på den talerstol. Nu varer det nok ikke længe, inden at dem, der går ind for kvoter, foreslår kvoter den anden vej, griner hun og henviser til den årelange debat om man skal indføre kvoter for at få flere kvinder på ledelsesposter og i bestyrelser i erhvervslivet.

Læs også: Mette Frederiksen: Jeg er decideret begejstret

- Men i politik og fagbevægelse klarer vi det selv, pointerer Lizette Risgaard.

Girlpower slutter mandschauvinisme  

Arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, professor Henning Jørgensen, kalder de kvindelige lederes indtog i Fælledparken på søndag for historisk. Selvom der er kvindelige LO-formænd i andre lande, blandt andet Norge og England, kan han ikke få øje på noget andet land, hvor kvinder sidder på topposterne i både partier og fagbevægelse, som de gør for øjeblikket herhjemme.

Læs også: Johanne Schmidt-Nielsen: Det er uforskammet

- Det er da herligt. Det er girlpower, der signalerer, at der er ved at ske et skifte overalt i vores samfund. Væk fra århundrede med mandschauvinisme til nu, hvor kvinderne rykker overalt, siger han.

Har været mange år undervejs  

Men én mandlig taler går på scenen i Fælledparken. Det er formand for LO Hovedstaden, Per Olsen, der sammen med formanden for FTF i hovedstaden Alice Linning byder velkommen til kampdagen.

Læs også: SF: Thornings dagpengesnak er tomme ord

Per Olsen hilser det meget velkomment, at kvindelige ledere er på fremmarch 1. maj.

- Det har været mange år undervejs. Tidligere var det kun mænd, der stod i spidsen for fagforbund og partier, så har der været en periode, hvor det var blandet. Nu er det så fem markante og stærke kvinder, der er valgt på fremtrædende poster, og det bliver da noget helt særligt, at de kommer alle sammen, fastslår han.

Per Olsen betragter det som en gevinst, at der for øjeblikket er kvinder i spidsen for de tre røde partier og for FTF og LO. 

- De gør det jo formidabelt alle sammen og på hver deres måde, siger han.

Savner at drikke en øl over en snak

Det er ikke første gang, at LO-formand Lizette Risgaard skal tale foran titusindvis af mennesker på Fælleden 1. maj. Det har hun gjort flere gange som næstformand i LO.

Men det er første gang, at hun taler som formand for næsten en million håndværkere, butiksansatte, sosuer og andre LO-medlemmer.

- Det bliver fantastisk. Jeg har altid holdt meget at være i Fælledparken, men det bliver da noget helt særligt at gå på talerstolen som LO-formand. Det eneste jeg synes er brandhamrende ærgerligt, er, at jeg ikke kan blive og nyde stemningen, drikke en øl eller sodavand og få en snak. Det savner jeg, men sådan er det med en stram kalender, siger Lizette Risgaard.

Hun skal direkte fra Fælledparken videre til Odense for at holde tale sidst på eftermiddagen.

Nogle mænd lever i 1870'erne 

Henning Jørgensen noterer, at da der blev dannet fagforbund for blandt andet cigarrullerne tilbage i 1800-tallet, blev der direkte skrevet ind i formålsparagraffen, at kvinder skulle holdes udenfor faget.

Og igennem årtier har kvinder haltet bagefter på løn på arbejdsmarkedet. Han tipper, at det er et spørgsmål om tid, før de kvindelige ledere sammen med de stadig bedre uddannede kvinder får fuld ligestilling på arbejdsmarkedet.

 

36 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere