Kvindernes kampdag: - Der er stadig meget at kæmpe for

Kvindernes internationale kampdag fejres hvert år 8. marts. Ekstra Bladet har taget temperaturen på danskernes kampdag

Kvindernes internationale kampdag bliver verden over markeret med parader, demonstrationer og andre arrangementer, der skal sætte fokus på de ligestillingsproblemer, der er.

Ekstra Bladet gik på gaden for at finde ud af, hvordan danskerne fejrer kvindernes internationale kampdag på en sjappet onsdag i 2018.

Der er stadig meget at kæmpe for

Vibeke Juul, 68, Amager

- Jeg skal ikke ud og kæmpe som sådan, men jeg skal mødes med min svigerinde og se en film.

Før i tiden var Vibeke dog ude at kæmpe for kvinderne.

- Jeg har også været aktiv løbende i mit liv.

Nu har Vibeke dog givet stafetten videre, og det er hun også tryg ved.

- Jeg synes, det er godt, at der er nogen, der holder kampgejsten oppe, og der er stadig meget at kæmpe for.

Hver dag er en kamp for kvinder

Heidi Rasmussen, 33, Ballerup

- Jeg skal på arbejde i dag, så jeg skal ikke lave noget kampdagsrelateret, siger hun og griner.

- Det er fint at have en dag, hvor man sætter fokus på kvinder, men hver dag er en kamp for kvinder på en eller anden måde.

Det er vigtigt at have ligestilling

Knud Mørk, 60, Silkeborg

- Det er en speciel dag for mig, fordi min datter har fødselsdag, siger Knud og fortæller, at det er fejring af datteren, dagen skal gå med.

- Min datter er født klar, fordi hun er født i dag, griner han. Han tilføjer, at han synes det er godt, at der er en kampdag, og at ligestilling er vigtigt for ham.

På spørgsmålet om der skal være en kampdag for mænd, er han dog klar i mælet.

- Det har jeg ikke behov for!

Det er næsten trist, at der skal være en kampdag

Peter Andersen, 50, København og Ellen Hæstorp, 63, Glostrup

Peter og Ellen skal fejre kampdagen på deres egen måde med et glas vin om aftenen, efter en dag, hvor de har haft travlt med flytning. Og det er da også en vigtig dag for Ellen

- Det er jo en stor dag, så jeg nyder den og håber, at alle andre gør det samme.

Kæresten Peter synes også, det er en vigtig dag, selvom det ikke udelukkende er positivt.

- Det er næsten trist, at der skal være en kampdag. Det burde jo ikke være nødvendigt. Det er jo, fordi der er noget galt et eller andet sted.

33 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere