Kvindes billede går verden rundt: Alle disse bukser er str. 40

'Hvis du undrer dig over, hvorfor kvinder bliver så frustrerede over tøjstørrelser'

En skotsk teenager er gået viralt med sit billede af syv par jeans i samme størrelse. Modelfoto: Colourbox
En skotsk teenager er gået viralt med sit billede af syv par jeans i samme størrelse. Modelfoto: Colourbox

Det alt for snævre rum, tøjbunkerne, det skarpe lys og de utaknemmelige spejle.

I forvejen er det nok de færreste, der har en fest, når de prøver tøj i et prøverum.

Og mareridtet bliver ikke ligefrem mildere, når størrelserne virker helt forskellige fra butik til butik.

For kender du det, når du vælger bukser i en størrelse, som passer helt perfekt der, hvor du plejer at købe tøj, men som nu knap kan få op over hofterne?

Det er der tilsyneladende mange kvinder på det sociale medie Twitter, der gør. For et opslag, som en ung skotsk kvinde har lagt op om emnet, har på fire dage fået tildelt over 269.000 'likes'.

'Hvis du undrede dig over hvorfor kvinder bliver så frustrerede over tøjstørrelser - alle jeans på billedet er en størrelse 12', skriver hun til billedet, der i skrivende stund er blevet 'retweetet' mere end 112.000 gange.

En britisk størrelse 12 er det, der svarer til en europæisk størrelse 40, og ganske rigtigt ser bredden på de forskellige bukser på billedet da også temmelig forskellige ud.

Siden hun fredag lagde billedet op på sin Twitter-profil har det fået et væld af kommentarer, der bakker hendes pointe op.

Britiske Metro har i forbindelse med det virale tweet kontaktet samtlige af de tøjmærker, der er repræsenteret på billedet - blandt andre Pull&Bear og Bershka - for at høre deres reaktion. Ingen af dem er endnu vendt tilbage.

90 kommentarer
Vis kommentarer