Lad os hædre Khashoggi

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Det er næsten ikke til at bære, at det var en lykkelig begivenhed, der var anledningen til, at Jamal Khashoggi gik ind på det saudiske konsulat i Istanbul for aldrig at vise sig igen. Måske er det tanken om det forestående bryllup, der får ham til at se så mild og glad ud.
Det er næsten ikke til at bære, at det var en lykkelig begivenhed, der var anledningen til, at Jamal Khashoggi gik ind på det saudiske konsulat i Istanbul for aldrig at vise sig igen. Måske er det tanken om det forestående bryllup, der får ham til at se så mild og glad ud.

Billedet af en smilende mand med rød kasket har gjort mig forstemt i denne uge.

Den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi har efter al sandsynlighed skrevet sin sidste klumme for den amerikanske avis Washington Post, og det er lige så gribende at læse den, som det er at kigge på portrætfotoet, der ledsager den.

Khashoggis redaktør har mistet håbet. I begyndelsen troede hun, at han ville komme tilbage, og at de skulle redigere klummen sammen.

Nu har hun accepteret, at det ikke kommer til at ske. At Khashoggi muligvis betalte den højeste pris for at insistere på retten til at skrive kritisk om styret i sit hjemland.

Det er næsten ikke til at bære, at det var en lykkelig begivenhed, der var anledningen til, at Jamal Khashoggi gik ind på det saudiske konsulat i Istanbul for aldrig at vise sig igen. Måske er det tanken om det forestående bryllup, der får ham til at se så mild og glad ud på billedet.

Jeg er normalt en nogenlunde optimistisk person, men sagen har næsten fået mig til at opgive håbet for menneskeheden. Khashoggi søgte eksil i den frie vestlige verden, da han fik skriveforbud i sit hjemland. I USA fik han et talerør, og Washington Post sørgede for, at mange af hans klummer blev oversat til arabisk. Hvilket han var taknemmelig for.

Men vil den samme frie verdens ledere nidkært forfølge sandheden om hans forsvinden og straffe Saudi-Arabien, hvis de beviseligt står bag?

Man kan have sine tvivl. Der er store interesser på spil, som handler om olie og våben til milliarder. Money talks, som man siger i Trumps Amerika. Trumps egne meldinger har i ugens løb været stærkt svingende.

Når jeg alligevel bevarer håbet om en form for retfærdighed, er det, fordi jeg finder det hos Khashoggi selv.

I sin sidste klumme skriver han om det spirende arabiske forår, som hurtigt visnede. Om den censurerede presse i den arabiske verden og om folkets manglende adgang til information og fri diskussion. Her slår han fast, at det arabiske folk har brug for en moderne platform, hvor borgerne kan få indblik i begivenheder rundt omkring i verden. Og endnu vigtigere, hvor arabiske stemmer kan komme til orde.

Det er et stærkt budskab, som vi andre bør hædre. For i sidste ende ligger håbet præcis her. Hos den frie presse.

Når jeg ser, hvor grundigt de internationale medier som eksempelvis New York Times forsøger at grave sig ned i sagen om Khashoggis forsvinden, tror jeg trods alt på, at vi kommer sandheden nærmere.

Opgaven er enorm. Det er meget vanskeligt at verificere, hvad der kommer fra anonyme kilder og statskontrollerede tyrkiske medier. Alle har en dagsorden i dette spil, og de håndfaste beviser er indtil videre få.

Khashoggi søgte friheden og sandheden i sit virke. Vi hædrer ham ved at gøre det samme.

144 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere