Lader ældre i stikken: Det er en ommer, Movia

Ældre Sagen, Forbrugerådet Tænk og folketingspolitikere på tværs af det politiske spektrum raser over Movias beslutning om at fjerne informationstavler fra stoppestederne

Movias mørkeblå busskilte står nøgne tilbage, efter trafikselskabet i december sidste år valgte at afskaffe de trykte informationstavler ved busstoppestederne. Foto: Olivia Loftlund
Movias mørkeblå busskilte står nøgne tilbage, efter trafikselskabet i december sidste år valgte at afskaffe de trykte informationstavler ved busstoppestederne. Foto: Olivia Loftlund

Danmarks største trafikselskab, Movia, har besluttet at fjerne trykte oplysninger om busruter og afgangstider fra i alt 14.500 stoppesteder på Sjælland.

Det fik onsdag Ældre Sagen til at sende et brev til både Movias bestyrelse og Folketingets transport-, bygnings- og boligudvalg, med alvorlig kritik mod trafikselskabets beslutning.

Ifølge Rikke Hamfeldt, seniorkonsulent hos Ældre Sagen, går den beslutning særligt ud over ældre mennesker.

- Vi er meget kritiske over for Movias beslutning og får mange henvendelser for tiden fra medlemmer, der er dybt frustrerede over, at man ikke længere kan se, hvilken bus man skal tage.

- For mange ældre mennesker er den kollektive trafik den primære måde at bevæge sig rundt på, så derfor er det meget problematisk, at de ikke kan orientere sig ordentligt, hvis de ikke bruger smartphones, siger hun.

Se også: Ældre buspassagerer om Movia: - De behandler os ikke særligt godt

210.000 ældre er ikke digitale
Passagerpulsen, der hører under Forbrugerrådet Tænk, undersøgte sidste år, hvilke faciliteter, passagerer i alderen 60+ mener, er vigtige at have adgang til på busstoppesteder.

Undersøgelsen viste, at ældre passagerer foretrækker at få information om afgangstider og forsinkelser på stedet.

Derfor er der da også tale om en 'væsentlig service-forringelse', når Movia nu ikke længere informerer om busruter og afgangstider på busstoppestederne, forklarer Rasmus Markussen, der politisk medarbejder hos Passagerpulsen.

- Det er jo problematisk, at man nu er nødsaget til at have en mobiltelefon på sig for at få at vide, hvilken bus, man skal tage. Og ofte vil det ikke være nogen stor hjælp, at man kan ringe til DOT's kundetelefon, hvis man vil orientere sig om kommende afgange, siger han.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 210.000 ældre ikke er digitale og således ikke kan slå bussens køreplan op på eksempelvis Rejseplanen.

82-årige Annie Johanne Andersen føler sig 'tabt på gulvet', efter Movia i december sidste år besluttede at fjerne de trykte informationstavler på selskabets i alt 14.500 busstoppesteder. Hun ejer nemlig ikke en smartphone, hvor hun kan tjekke rejseplanen. Foto: Olivia Loftlund
82-årige Annie Johanne Andersen føler sig 'tabt på gulvet', efter Movia i december sidste år besluttede at fjerne de trykte informationstavler på selskabets i alt 14.500 busstoppesteder. Hun ejer nemlig ikke en smartphone, hvor hun kan tjekke rejseplanen. Foto: Olivia Loftlund
 

- Det duer simpelthen Ikke
Movias afskaffelse af trykte oplysninger fører til løftede øjenbryn og hovedrysten på tværs af det politiske spektrum på Christiansborg.

DF's Kim Christiansen, mener ikke at det er i orden, at man har afskåret passagerernes mulighed for at kunne orientere sig ved hjælp af informationstavler.

- Det er ikke i orden at man sparer sådan noget væk, for det er ikke alle der bruger smartphones. Det skal de ansvarlige bare få lavet om, for selvfølgelig skal man kunne se, hvornår bussen kører, siger han og understreger, at det ikke i sig selv er tilfredsstillende, at man fortsat kan ringe til DOT's kundetelefon.

- Så skal man stå i regnvejret ude ved et eller andet busstoppested og få at vide at man er nummer 12 i køen? Det duer simpelthen ikke, siger han.

- Uanstændigt
Heller ikke hos Enhedslisten har man forståelse for Movias beslutning.

- Jeg synes, det er så dumt og unødvendigt, at de har gjort det. Der er selvfølgelig en vedligeholdningsomkostning forbundet med tavlerne, men det kan kraftedeme ikke være ret mange penge. Der er rigtig mange borgere stadigvæk, der ikke er digitale, så jeg synes, det er uanstændigt af Movia, siger Henning Hyllested, transportordfører hos Enhedslisten.

Movia: Har prioriteret anderledes

Ekstra Bladet har ringet til Movias kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann, for at finde ud af, hvorfor man har valgt at fjerne de trykte informationstavler på de sjællandske stoppesteder.

- I har valgt at fjerne trykte oplysninger om busruter og afgangstider fra busstoppestederne, og det har gjort folk dybt frustrerede over, at man ikke længere kan se, hvilken bus man skal tage. Hvordan kan det være rimeligt?

- Vi har valgt at få installeret realtidssystemer i alle busser, der giver passagererne her og nu information om, hvornår bussen ankommer til stoppestedet, og det synes vi er en langt bedre service end den, en trykt køreplan kan give.

- Men det er jo kun en god service for de passagerer, der kan tilgå informationerne på en smartphone. Hvad skal man nu gøre, hvis man ikke bruger smartphone?

- Man behøver ikke en smartphone, for vores sms 1250-service virker med alle telefoner. Vi tilbyder også, at man kan få køreplanerne tilsendt med posten, og vi sender meget gerne køreplaner ud til de passagerer, som ønsker det.

- Hvor mange penge sparer i på afskaffelsen af informationstavlerne?

- Udgifterne til de fysiske tavler udgjorde 1,6 millioner kroner om året, men at give liveopdateret information frem for trykt information er ikke blot en spareøvelse.

- For mange ældre er busserne en nødvendighed for at kunne bevæge sig rundt, og nu har i så fjernet en af deres muligheder for at kunne orientere sig ude ved stoppestederne. Er det ikke en væsentlig forringelse af jeres service overfor denne gruppe af passagererne?

- Nej, det mener vi ikke. Til den mindre gruppe af passagerer der ikke er trygge ved det digitale, og ønsker trykt information, sender vi meget gerne køreplaner med posten, og man kan også printe dem ud selv hele døgnet. Ellers vil man kunne orientere sig både på vores sms-service eller på DOT's kundeservice.

Se også: Ældre buspassagerer om Movia: - De behandler os ikke særligt godt

167 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen