Læge: 77-årige Joe Biden er sund nok til at blive præsident

Efter beskyldninger om at være for gammel til at blive præsident fremlægger Joe Biden sine sundhedsoplysninger

Foto: Photo/Jeff Roberson, AP
Foto: Photo/Jeff Roberson, AP

77-årige Joe Biden er sund og rask nok til at kunne varetage jobbet som USA's præsident.

Det oplyser den demokratiske politikers læge i et brev, der er blevet offentliggjort tirsdag, af Bidens valgkampagne.

Joe Biden, der tidligere har været USA's vicepræsident, er en af spidskandidaterne til at blive Demokraternes præsidentkandidat ved det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Biden har tidligere på året lovet at offentliggøre oplysninger om sin sundhedstilstand, efter at hans konkurrenter er kommet med hentydninger om hans høje alder.

Helbredstjekket er blevet udført af Kevin O'Connor, der også var Joe Bidens læge under hans tid som vicepræsident.

I rapporten lyder det, at Biden "er en sund, energisk 77-årig mand, som er egnet til succesfuldt at varetage de præsidentielle pligter".

Biden bliver behandlet for atrieflimren, højt kolesteroltal, refluks og sæsonbetonede allergier, fremgår det af rapporten.

- Han bruger ingen tobaksprodukter, drikker slet ikke alkohol og træner mindst fem dage om ugen, skriver O'Connor.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere