Læge: Coronavirus i Europa allerede sidste år

Fransk test bekræfter mistanken om, at coronavirus kom til Europa tidligere end antaget

Coronasituationen udvikler sig hele tiden herhjemme og verden over - få et overblik her. Video/foto: Ernst van Norde, Reuters, Ritzau Scanpix, Henning Bagger, Philip Davali. Redigering: Emma Svendsen & Maya Westander.

Hidtil har franskmændene troet, at coronavirus først kom til landet 24. januar i år, men en ny opdagelse rykker tidspunktet for den første infektion tilbage til julen 2019, skriver TV2.

To franske hospitaler har nemlig analyseret 24 prøver for lungebetændelser - prøver, som er udtaget i Paris i december 2019.

Coronapositiv
De fandt coronavirus i en prøve. Testmetoden var den, der foretages med vatpind fra slimhinderne i halsen. Den blev udtaget 27. december.

Med en inkubationstid på 2-12 dage kan coronavirussen have været i Frankrig før jul.

På det tidspunkt havde de kinesiske myndigheder ikke slået alarm om den nye virus endnu, og markedet i Wuhan, hvor sygdommen ifølge kineserne havde sit udspring, var endnu ikke lukket.

Det skete først 1. januar.

Efter den store opdagelse ringede hospitalet forleden til den tidligere patient, som for længst var blevet rask igen efter den mystiske sygdom.

Syg i 15 dage
Han havde ikke været ude at rejse og havde mest haft kontakt til sin kone og børn.

- Han var syg i 15 dage og smittede sine to børn, men ikke hustruen, der arbejder i fiskeafdelingen i et supermarked. Vi tænkte, om der mon var kinesiske fisk, men de har kun franske produkter, siger Yves Cohen til den franske tv-kanal BFMTV.

Konen havde ikke været syg, men kan have været rask smittebærer.

- Ved et tilfælde fandt vi ud af, at hun arbejder nær et sted, hvor der sælges sushi, og hvor der kommer folk af kinesisk oprindelse, siger Yves Cohen.

Hans kone arbejdede nær Roissy-lufthavnen, og der var mange turister i Frankrig på det tidspunkt, skriver TV2.

289 kommentarer
Vis kommentarer