Læge-formand: Nogle bliver narkomaner efter hospitalsophold

Alt for mange recepter bliver fornyet, fordi der mangler planlægning

Ifølge lægeformand Anders Beich kan læger være med til at skabe narkomaner med deres ukritiske måde at give medicin på.
Ifølge lægeformand Anders Beich kan læger være med til at skabe narkomaner med deres ukritiske måde at give medicin på.
Følg Samfund

Det er ikke altid praktiserende læger, der starter med at give patienter en behandling med stærk, smertestillende medicin.

Men familielægen vil i mange tilfælde komme til at forny recepterne, simpelthen fordi der ikke er lagt en plan for behandlingens varighed, når en patient starter på for eksempel morfin.

Det vil ofte være i forbindelse med en indlæggelse på sygehus eller en behandling hos en speciallæge, at man starter på morfinen.

Og så er det generelle problem for alle læger, at det er meget nemmere at starte en behandling, end det er at stoppe den igen.

Det mener formanden for Dansk Selskab for Almen medicin, Anders Beich.

– Vi ved, at Danmark har et exceptionelt stort forbrug af stærk smertestillende medicin. Hvis du sammenligner med andre lande, så ligger vi meget højere end de fleste. Og det har vi gjort i årtier, siger formanden.

– Hvad tror du, det skyldes?

– Vi har åbenbart en kultur-forskel i, hvor meget stærk smertestillende medicin vi udskriver; altså hvor ofte vi i Danmark behandler problemstillinger omkring smerte med stærk medicin. Og det har været diskuteret i årtier, siger Anders Beich.

Han mener, der kan være mange gode faglige begrundelser for at give stærk, smertestillende medicin. Især fordi mange problemer i forbindelse med smerter for eksempel betyder, at man holder op med at bevæge sig nok, hvis man har ondt.

– Og det er faktisk i nogle tilfælde mere farligt at holde op med at bevæge sig, end det er at være smertedækket tilfredsstillende og kunne bevæge sig nok til at holde kroppen i gang.

– Vores fokus i Danmark betyder, at man bliver afhængig?

– Alle langtidsbrugere er afhængige i en eller anden grad. Man kan ikke tage den her medicin uden at blive tilvænnet. Hvis man pludselig stopper med det, så er der rigtig mange, der vil opleve nogle ubehagelige abstinenssymptomer, som gør det nemmere at fortsætte medicinen, men dermed risikere at ende med et langvarigt forbrug af det.

– Er lægerne gode nok til at lave en handlingsplan for, at folk kan blive trappet ud af det igen?

– Nej. Generelt er vi læger ikke gode nok til at stoppe medicin igen, når først den er sat i værk. Jeg mener, at alle slags læger kan blive bedre til at tilbyde og lægge en plan for, hvordan patientens forbrug kan trappes ned, når der er en lejlighed til det. Og det kan faktisk lade sig gøre i nogle tilfælde, siger Anders Beich, der selv har arbejdet en del med misbrugs-problemstillinger tidligere.

Men det tager tid at gå ind i problemstillingen. Man skal lægge en plan, man skal trappe ned, evaluere og mødes flere gange undervejs, for at det lykkes, især hvis patienten har fået morfinpræparater i mange år, siger han.

Anders Beich fortæller også, at nogle narkomaner har startet deres ’karriere’ med en hospitalsindlæggelse, hvor de har oplevet virkningen af et stof, som måske gav dem en ’fantastisk ro’ i sindet.

– Så systemet kan være med til at skabe narkomaner?

– Det er klart, at når vi i Danmark er mere rundhåndede end andre lande med at udskrive stærk, smertestillende medicin, skaber vi grundlaget for, at flere har prøvet at blive eksponeret for et stof, der skaber både fysisk og psykisk afhængighed.

– Så på den måde kan man sige, at vi risikerer da at skabe nogle afhængigheds-problemstillinger. Og måske også derfor flere end i andre lande, siger Anders Beich.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind