Gitte Vincents er læge. Og så har hun forsikret sig selv med en sundhedsforsikring.
- Det er simpelthen for ikke at skulle vente fire måneder på at kunne komme til en speciallæge, fortæller Gitte Vincents, som i 30 år har været privatpraktiserende læge.
Desuden mener Gitte Vincents, at det offentlige sundhedsvæsen 'simpelthen er blevet for dårligt', og at 'vi ser for mange dårlige forløb'.
Hun påpeger blandt andet, at indlagte stuves sammen på hospitalsstuerne og gange i sårbare situationer.
- Jeg mener, at det er utidssvarende. Samtidig med at man kan have brug for hjælp og trække i snoren, og så kan man vente 40 minutter, inden der kommer en, siger Gitte Vincents og fortsætter:
- Servicen er blevet for dårlig. Det er blevet for hårdt, og vi bliver som personale forrået, fordi vi ikke kan yde det, vi gerne vil.
De mest syge venter længst
I Danmark har vi behandlingsgaranti, som betyder, at du har ret til at vælge et privathospital, hvis du skal vente mere end 30 dage på udredning, undersøgelse eller behandling på et offentligt hospital.
Det kræver dog, at Sundhedsstyrelsen har godkendt, at privathospitaler må varetage den specifikke form for behandling. De mere specialiserede former for behandlinger bliver derfor kun varetaget på de offentlige hospitaler.
- Så det, der sker i øjeblikket, er, at de allerdårligste får lov at vente i årevis. Det er da rædsomt, siger Gitte Vincents.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Flere danskere får sundhedsforsikring
Hos forsikringsselskabet LB Forsikring har der været en øget efterspørgsel på sundhedsforsikringer de seneste år, fortæller pressechef Marie Grabow Westergaard.
- Fra 2020 til 2022 har vi oplevet en stor stigning på en relativt lille startgrund, men stadig en stor stigning på 50 procent af nytegnede sundhedsforsikringer på tværs af vores fire forsikringsbrands.
Forsikringsselskabet vurderer, at det skyldes en kombination af flere ting, blandt andet større reklame for sundhedsforsikringer og muligheden for hurtigt at tegne forsikringen online.
- Og vi har været inde i en periode, hvor der har været en verdensomspændende pandemi, som måske har fået flere til at tænke på, at de kunne få brug for en privat sundhedsforsikring, lyder det fra Marie Grabow Westergaard.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Meget bekymret
Gitte Vincents ville ønske, at Danmark havde et 'stærkt offentligt sundhedsvæsen', men hun oplever, at det er langt nemmere at få patienter, der har en sundhedsforsikring, igennem.
- Jeg spørger meget tit: 'Har du en sundhedsforsikring?' Og hvis de (patienten, red.) så siger ja, svarer jeg: 'Nå, men så slipper du jo nemmere igennem systemet', fortæller den 64-årige læge.
Gitte Vincents mener dog selv, at sundhedsforsikringer mandskabsmæssigt udhuler det offentlige sundhedsvæsen.
- Det er både læger og sygeplejersker, som bliver suget ud fra det offentlige til det private, siger lægen, der er 'meget bekymret' for det offentlige sundhedsvæsen.
- Det er blevet forrået, og personaleflugten gør, at det simpelthen fungerer for dårligt. Når personalet er presset for meget, bliver de korte for hovedet, snerrer og mister empatien, lyder det fra Gitte Vincents.