Læge lukker: Praksis var to millioner værd - nu er den værdiløs

Tingbjerg i København mister sin sidste læge: Ingen ønsker at overtage Asger Pilegaards klinik i den indvandrer-tunge bydel

Læge Asger Pilegaard, 70, er ved at rydde sin praksis, efter at han 1. juni gik på pension. Dermed har Tingbjerg mistet sin sidste læge. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Læge Asger Pilegaard, 70, er ved at rydde sin praksis, efter at han 1. juni gik på pension. Dermed har Tingbjerg mistet sin sidste læge. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

I 38 år har læge Asger Pilegaard taget imod patienter i klinikken i Arkaderne i Tingbjerg, København, men nu går den 70-årige læge på pension.

Dermed lukker den sidste lægeklinik i den socialt belastede bydel, da Asger Pilegaard trods ihærdige forsøg ikke kan få en yngre læge til at overtage hans praksis.

- For ti år siden kunne jeg have solgt min praksis for to millioner kroner, men nu har jeg kun udgifter i forbindelse med lukningen, siger Asger Pilegaard, der er ved med at tømme sit kontor for kasser med journaler, da Ekstra Bladet kommer på besøg.

Asger Pilegaard går på pension på et tidspunkt, hvor der er mangel på læger i Danmark. Ifølge tal, som DR har indsamlet fra de fem regioner, er der lige nu 116 ledige stillinger som praktiserende læge i Danmark. Det betyder, at yngre læger kan vælge og vrage, hvilket både rammer udkantsområder og socialt belastede kvarterer.

Sidste år forlod to læger Tingbjerg, og ingen har ønsket at overtage deres praksis. Asger Pilegaard oplevede heller ingen interesse, da han forsøgte at finde en afløser til sin klinik.

- Jeg forsøgte at afsætte min praksis i flere år, men der var ingen, der ville tage over. Jeg spurgte regionen, om de kunne hjælpe, men det sagde de nej til, siger Asger Pilegaard, der betegner sig selv som en læge af den gamle skole.

- Jeg holder meget af den tætte kontakt til patienterne. Når du driver en lille praksis, får du et nært forhold til patienterne, siger lægen og ærgrer sig over, at hans knap 1400 patienter nu er nødt til at finde en ny læge uden for bydelen. Fremover må beboerne tage til Herlev, Brønshøj eller Rødovre, når de skal til læge.

Asger Pilegaards knap 1400 patienter har været nødt til at finde en ny læge uden for Tingbjerg. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Asger Pilegaards knap 1400 patienter har været nødt til at finde en ny læge uden for Tingbjerg. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
 

Asger Pilegaard mener, at Tingbjergs rygte som en bydel med kriminalitet og fattigdom har gjort det svært at lokke en ny læge til. Han medgiver, at det indvandrertunge kvarter har problemer, selv om Tingbjerg er blevet slettet fra regeringens ghetto-liste.

- Jeg har desværre haft patienter, ældre damer, der er kommet ind med skader, efter de er blevet overfaldet og har fået stjålet tasken, men folk herude er også søde og rare.

- Jeg har haft ét indbrud i klinikken, og det er måske ikke usædvanligt efter 38 år. Tingbjerg har fået et dårligere ry, end det fortjener, mener Asger Pilegaard, der betegner bydelen som 'multikulturel'.

Han bebrejder ikke de yngre læger, at de hellere vil arbejde i et moderne lægehus centralt i de store universitetsbyer. Men han frygter, at den tætte kontakt til patienterne, især de socialt udsatte, går tabt.

- Yngre læger kan umiddelbart virke en smule forkælede, men der er mangel på læger, så de har alle kort på hånden. Det er købers marked. Vilkårene var anderledes, da jeg startede. Dengang var jeg bare lykkelig for at få en praksis siger Asger Pilegaard til Ekstra Bladet.

Mener du, at yngre læger er forkælede, når de ikke ønsker at arbejde i udkantsområder eller socialt belastede bydele? Deltag i debatten:

182 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere