- Min datter er helt knust, siger lægen Lars Grønlund Poulsen.
Han må ikke længere besøge sin 25-årige autistiske datter på hendes bosted, hvilket frustrerer ham, da han kan være der for sin datter i denne svære tid.
- Hvis vi synes, vi er hårdt ramt, så er unge med autisme dobbelt så hårdt ramt, siger Lars Grønlund Poulsen og fortsætter:
- De bor to unge, som er sunde og raske. Her må vi som støtte lige pludselig, i en tid hvor det måske er allermest vigtigt, ikke komme på besøg, lyder det fra den frustrerede far.
Hvis Lars Grønlund Poulsen skal se sin datter, kan det nu ske uden for det bosted, hun bor på og det giver ingen mening for faren.
Ikke i risikozonen
Forbuddet sker, efter samtlige kommunalbestyrelser 18. marts fik påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, at der ikke længere må komme besøgende på sygehuse, plejehjem, kommunale og private bosteder.
'Tiltaget sker for at beskytte svage og udsatte borgere for potentielt livstruende sygdom,' skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i et svar til Ekstra Bladet.
Men for Lars Grønlund Poulsen giver det ingen mening, at han ikke længere må besøge sin datter, da hun hverken er en svag eller en særlig udsat borger.
- Der er ikke nogen informationer om, at personer med autisme er i øget risiko, så det giver ikke mening og presser både beboerne, personale og pårørende, forklarer Lars Grønlund Poulsen.
Mangler afgræsning
På datterens bosted bor de kun to personer, og der er kun en voksen til stede ad gangen.
Derfor burde der ifølge Lars Grønlund Poulsen også være en afgræsning af påbuddet for små steder som dette, så de stadig kan få lov at have besøgende.
- Det rammer børn og unge så hårdt. Jeg kan godt se, at det er nemt at lave et generelt forbud, men det er ikke særlig hensigtsmæssigt, siger han.
I et skriftligt svar til Ekstra Bladet skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, at der er mulighed for at gøre undtagelser af forbuddet.
'Eventuelle tungtvejende årsager til at gøre undtagelser vil bero på en konkret vurdering foretaget af ledelsen, hvor patienten/borgeren befinder sig', lyder det.
Undtagelsen fremgår dog ikke af det skriftlige påbud, som Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt ud til alle landets kommunalbestyrelser.