Læge med ansvar for pilotundersøgelser fyret

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har fyret en læge efter beskyldninger om inhabilitet

En læge med ansvar for at føre tilsyn med flyvelæger er fyret og bortvist fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Det skriver Berlingske.

Flyvelæger har særlig tilladelse til at undersøge piloter og vurdere, om de fysisk og mentalt er egnede til at flyve.

Styrelsen ønsker over for avisen ikke at begrunde fyringen. Men den kommer efter kritik af lægens habilitet fra blandt andet Dansk Pilotforening og De Danske Flyvelægers Organisation.

Henvisningen til den nu fyrede styrelseslæges dobbeltrolle bunder i, at lægen er ansvarlig for at føre tilsyn med de læger, der laver helbredstjek af blandt andet piloter.

Samtidig ejer hun selv en klinik, der fører tilsyn med piloter.

- Det er den læge, vi alle refererer til og er afhængige af i vores daglige arbejde. Hun godkender det, jeg laver. Kritikken, der bliver rejst af hende, stiller os i en uheldig klemme, siger Bente Rosenskjold, formand for De Danske Flyvelægers Organisation, til Berlingske.

- Tidligere formænd har rejst kritik af den dobbeltrolle, hun har, og de har stødt panden mod en mur i styrelsen.

Trafikstyrelsen har tidligere bedt kammeradvokaten om at undersøge, hvorvidt lægen faktisk var inhabil i sit arbejde for myndighederne.

I 2016 konkluderede kammeradvokaten, at lægen var habil, blandt andet fordi flyvelægerne er opdelt efter øst og vest, så styrelseslægen ikke førte tilsyn med sin egen klinik.

Berlingske har blandt andet beskrevet sagen om SAS-pilot Agnete Schrøder, der fik inddraget sin flyvetilladelse efter et besøg i den nu fyrede læges klinik.

Tilladelsen blev dog ikke inddraget i forbindelse med undersøgelsen 27. september 2018 - den fandt hende egnet til at flyve.

Det skete først, da Agnete Schrøder senere klagede over undersøgelsen, som hun fandt mangelfuld.

I forbindelse med klagen blev hun beskyldt af klinikken for at være "psykisk påfaldende", skriver avisen.

Agnete Schrøders flyvetilladelse har været suspenderet siden 4. februar.

Vicedirektør i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen Kåre Clemmensen siger til Berlingske, at fyringen er sket, efter at styrelsen er blevet opmærksom på en række konkrete forhold den seneste tid.

Han ønsker ikke at gå yderligere i detaljer om fyringen. Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den fyrede styrelseslæge.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere