Læge skælder ud på populær tegnefilm: Den giver urealistiske forventninger

En britisk læge er træt af det billede, Gurli Gris giver af en praktiserende læge

Selvom Gurli Gris ifølge en britisk læge er et godt bidrag til børneopdragelse, giver serien et skævt billede af, hvad man kan forvente af en læge, mener hun i artikel skrevet med et glimt i øjet. Foto: Nickelodeon Network/Courtesy Everett Collection
Selvom Gurli Gris ifølge en britisk læge er et godt bidrag til børneopdragelse, giver serien et skævt billede af, hvad man kan forvente af en læge, mener hun i artikel skrevet med et glimt i øjet. Foto: Nickelodeon Network/Courtesy Everett Collection

Kan man forvente, at ens praktiserende læge straks banker på ens hoveddør, hvis man ringer med en forkølelse lørdag eftermiddag?

Det kan man i hvert fald, hvis man er i familie med den populære tegneseriefigur Gurli Gris, som i Danmark blandt andet optræder på DR Ramasjang.

Og det er faldet den britiske praktiserende læge Catherine Bell for brystet.

I et indlæg i British Medical Journey beskriver hun - med et vist glimt i øjet - nemlig sin tese om, at Gurli Gris og kompagni giver et urealistisk billede af, hvad man kan forvente af sin egen praktiserende læge.

- Som praktiserende læge har jeg ofte spekuleret på, hvorfor nogle patienter straks forsøger at konsultere deres læge om mindre sygdomme af kort varighed, skriver hun.

Og her mener hun selv, at hun har fundet svaret ved at se Gurli Gris sammen med sit lille barn.

Her har hun bemærket, hvordan Gurli Gris og hendes familie har utrolig let ved at få hjælp af familiens læge, Doktor Bjørn, som de ringer til ved selv de mindste ting.

Hun kommer her med tre eksempler:

Giver medicin efter forespørgsel
I første eksempel har en treårig gris fået udslæt i hovedet. Forældrene ringer derfor straks til Doktor Bjørn - som i øvrigt altid selv tager telefonen - og han foreslår, at de lægger patienten i seng, hvorefter han kommer forbi på et akut hjemmebesøg.

Her undersøger han den lille gris' tunge, og fastslår, at hun har udslæt, som han forsikrer ikke er noget alvorligt. Alligevel vælger han at udskrive noget medicin, som han indrømmer udelukkende bliver udskrevet, fordi patienten beder om det, selvom han siger, at det vil gå væk af sig selv hurtigt.

Hjemmebesøg ved forkølelse
I andet eksempel har en gris på halvandet år været ude at lege i regnen uden sin regnhat, og da han kommer indenfor, viser han symptomer på forkølelse.

Forældrene ringer derfor igen til Doktor Bjørn, og han kommer straks på hjemmebesøg. Her beder han grisen om at åbne munden, hvorefter han konstaterer, at han er blevet forkølet. Han råder derfor til, at forkølelsen bliver behandlet med hvile og varm mælk, og symptomerne er væk efter 12 timer.

Alle får hoste
I det sidste eksempel er der en treårig pony, der hoster i børnehaven. Straks ringer en pædagog til Doktor Bjørn, som igen ankommer akut. Her spørger han kort ind til symptomerne, inden han giver en medicin mod hosten.

Han advarer mod, at hosten kan smitte, og det ender med, at alle børnene i børnehaven og deres forældre bliver smittede, og de får den samme medicin. Til sidst bliver også Doktor Bjørn smittet, så hans patienter må sørge for at give ham medicin. Ifølge Catherine Bell sidstnævnte et tegn på, at Doktor Bjørn er ved at brænde ud, og at den store byrde af opgaver går ud over hans helbred.

Hun konkluderer, at selv om Gurli Gris er et godt pædagogisk værktøj i mange henseender, så som at man skal spise sundt og gøre det rette i trafikken, så giver Doktor Bjørn et skævt billede af, hvad man kan forvente af sin praktiserende læge.

Afventer undersøgelse
Cathrine Bell slutter også sit indlæg af i det humoristiske hjørne, idet hun skriver, at nærmere undersøgelser er nødvendige for at finde ud af betydningen af indflydelsen fra Gurli Gris. Det har dog vist sig at være svært at finde 'kontrolpatienter, som ikke tidligere er blevet udsat for Gurli Gris'.

Cathrine Bell skriver, at hun har forsøgt at tage kontakt til Doktor Bjørn, så han kan give sit syn på sagen.

'Han er dog imidlertid ikke i stand til at kommentere, som følge af at han afventer resultatet af en undersøgelse af hans egnethed til at praktisere som læge', skriver Cathrine Bell.

68 kommentarer
Vis kommentarer