Lægeformand: Fire nye ansatte på sygehuse på to år - 50.000 flere patienter

Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing langer ud efter Venstres valgflæsk

- Selv om der er blevet ansat flere læger, hvilket vi naturligvis synes er positivt, så er der jo blevet fyret sygeplejersker, lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter, som også varetog rigtig vigtige opgaver, siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.
Foto: Ritzau Scanpix/ Rasmus Baaner
- Selv om der er blevet ansat flere læger, hvilket vi naturligvis synes er positivt, så er der jo blevet fyret sygeplejersker, lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter, som også varetog rigtig vigtige opgaver, siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing. Foto: Ritzau Scanpix/ Rasmus Baaner

I perioden 2015-2017, altså i regeringens periode, er der sammenlagt kun ansat fire ekstra medarbejdere på landets sygehuse.

Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkøbing.

I samme periode er der til sammenligning strømmet 50.000 ekstra patienter til sundhedsvæsenet skriver Andreas Rudkøbing i et debatindlæg på Ugeskrift for Læger.

- Det er et udtryk for, at selv om der er blevet ansat flere læger, hvilket vi naturligvis synes er positivt, så er der jo blevet fyret sygeplejersker, lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter, som også varetog rigtig vigtige opgaver. Og når man i samme periode har set en ret stor stigning i antallet af patienter, ja så er det jo et udtryk for, at vi er enormt pressede i sundhedsvæsenet, siger Andreas Rudkjøbing til Ekstra Bladet.

- Så samlet, når du trækker, sygeplejersker, sosu'er og den gruppe fra det antal læger, så svarer det til, der kun er blevet ansat fire i alt?

- Lige nøjagtig. Det er offentligt tilgængelige tal fra Sundhedsdatastyrelsen, siger Andreas Rudkjøbing.

Han forklarer, at det er et udtryk for, at virkeligheden er en anden, end den Venstre forsøger at fremstille.

Se også: Velfærdschok: Nye besparelser på børn og ældre på vej

Se også: Løkke klapper i om annonce-kritik: Mand dig op

- Venstre har været ude med budskaber om, hvor mange læger, der er blevet ansat. Og der har vi bare haft behov for at sige: Ja, det er rigtig nok, der er blevet ansat flere læger, og det er vi glade for.

- Men når man med den anden hånd fyrer sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer, ja, så ser det regnskab måske ikke helt lige så godt ud, siger lægeformanden.

Han fortæller, at der så desværre er en tendens til, at lægerne skal løbe hurtigere, og det er velkendt, at lægerne løser flere sekretær-opgaver, som er 'tude-tossede', fordi der findes dygtige medarbejdere, der er uddannet til det, og lægerne er faktisk ikke særligt gode til det.

- For at sige det som det er. Og vi vil meget hellere bruge tid sammen med patienterne, hvilket jo også er det patienterne efterspørger.

Han forklarer, at mangelen på sygeplejersker og sosu-assistenter betyder, at de mennesker man møder, når man er indlagt på hospitalerne, de har rigtig, rigtig travlt.

- Jeg tror, at mange mennesker, der har haft kontakt med sundhedsvæsenet enten som patient eller som pårørende, har et meget klart indtryk af, at der bliver løbet rigtig, rigtig stærkt. Og det har jo betydning for, hvilken oplevelse man har som patient. Om det føles trygt og sikkert, siger Rudkjøbing.

Han fortæller, at de også ved, at risikoen for fejl stiger, når personalet er presset, og kvaliteten af behandlingen bliver også udfordret.

- Det er der slet ingen tvivl om.

Hvad er så løsningen på det her?
- Sundhedsvæsenets ressourcer står slet ikke mål med de mange opgaver, som vi har. Så hvis man ser på antallet af sundhedspersoner i forhold til det stigende antal behandlinger, så hænger det ikke sammen.

- Vi er i en periode nu, hvor der kommer flere og flere patienter, simpelthen fordi, at der er flere og flere ældre, som jo fejler flere sygdomme, også nogle gange på samme tid.

- Og det presser sundhedsvæsenet i den grad. Det vil sige man burde jo i samme periode have øget det samlede antal ansatte, hvis man skal stå mål med den her stigning, siger Andreas Rudkjøbing. 

Venstre: Regionernes ansvar
Jane Heitmann, Venstres sundhedsordfører, har følgende svar til lægeformandens kritik på vegne af Venstre:

'Regeringen har sikret et stort løft af regionernes økonomi, men det er deres ansvar at sikre de rette kompetencer på landets sygehuse.'

'Venstre har været i regering i 13 af de seneste 17 år. I den periode er der i gennemsnit næsten ansat en læge og en sygeplejerske hver dag undtagen om søndagen.'

'Jeg har noteret mig, at der i perioden 2015 til 2017 er ansat 983 flere læger, men at der i samme periode er blevet færre af andre faggrupper og administrativt personale. Hvad der ligger til grund for de konkrete prioriteringer ved jeg ikke.'

'Men jeg har en klar forventning om, at regionerne lever op til deres ansvar', skriver ordføreren i en sms til Ekstra Bladet.

1 af 2 Formand Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningen. Foto: Ritzau Scanpix/Joachim Rode
2 af 2 - Selv om der er blevet ansat flere læger, hvilket vi naturligvis synes er positivt, så er der jo blevet fyret sygeplejersker, lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter, som også varetog rigtig vigtige opgaver, siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing. Foto: Ritzau Scanpix/ Rasmus Baaner
92 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere