Lægen sendte 23-årige Charlotte til massør: Få uger efter var hun død

Charlotte Foster kom til lægen og klagede over rygsmerter. 'Få en massage', sagde lægen. Præcis tre uger senere døde hun på hospitalet

22. januar 2016 faldt 23-årige Charlotte Foster fra Newport i England om med hjertestop på sin arbejdsplads. Tre dage senere døde hun på Telford’s Princess Royal Hospital.

Men den unge kvindes pludselige og alt for tidlige død kunne formentlig være undgået, hvis hendes egen læge havde taget hende mere seriøst. Det skriver The Telegraph.

Et ligsyn har nemlig efterfølgende kædet Charlotte Fosters dødsfald sammen med de p-piller, hun havde fået ordineret af sin læge fem måneder tidligere.

Rygsmerter og åndedrætsbesvær
4. januar 2016 - tre uger før hun døde- opsøgte den unge kvinde sin læge, Sunil Simon, og klagede over rygsmerter og åndedrætsbesvær. Her fik hun at vide, at der ikke var nogen tegn på blodpropper, og insisterede på, at der var tale om muskelsmerter. Han anbefalede hende at ’få en massage’ eller ’tage en spa-dag’.

Senere er det kommet frem, at Charlotte Foster faktisk havde fået foretaget tests, der viste, at hun var i risikozonen for blodpropper, hvis hun benyttede de p-piller, som lægen havde udskrevet til hende som prævention og akne-forebyggelse.

Tjekkede ikke godt nok
2. juni skal Sunil Simon møde op hos den britiske styrelse for patientsikkerhed, General Medical Council, hvor man overvejer at udstede en advarsel til den praktiserende læge.

I et dokument fra styrelsen fremgår det, at lægen anklages for ’ikke at have indhentet tilstrækkelig med historik om risikoen for blodprop i lungerne eller i årerne fra Charlotte Foster’.

I dokumentet anklages Sunil Simon desuden videre for at have have ’undladt at undersøge Patient A’s (Charlotte Fosters, red.) åndedrætssystem, ben eller skulderblad og undlod at tage hendes puls, iltmætning eller at give hende råd om sikkerhed’.

Lægen beskyldes også for ikke at have overvejet at stoppe recepten på p-pillerne af typen Dianette.

Kun til alvorlig akne
I juli 2016 lød retsmediciner John Ellerys vurdering, at Charlotte Fosters død var forårsaget af sideeffekterne ved p-pillerne, som hun fik udskrevet i august 2015 som et middel mod akne og som prævention. Her fortalte hun lægen, at der var tilfælde af blodpropper i lungerne og brystkræft i familien. Tre måneder senere tog hun til en anden læge, og fik forlænget sin recept på pillerne, som i dag kun udskrives til patienter med alvorlig akne – og kun i de tilfælde, hvor alle andre behandlinger ikke har virket.

Sunil Simon har afvist at ville acceptere en advarsel fra den britiske styrelse for patientsikkerhed, fremgår det af dokumentet. I stedet vil han afgive en mundtlig forklaring ved en undersøgelseskomité.

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere