Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Læger blæser på advarsler: Udskriver rekordmange piller

Danskernes forbrug af kolesterol-medicin fortsætter med at stige

De seneste år har eksperter gang på gang advaret landets læger om, at alt for mange patienter unødigt er i behandling med kolesterolsænkende, men det har dog langtfra stoppet udskrivningerne.

De nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen afslører, at forbruget af medicinen er steget fra 199.459.690 doser i de tre første kvartaler af 2014 til 216.239.091 doser i de første tre kvartaler af 2015. Det svarer til en stigning på 16.779.401 doser.

Men med det høje forbrug kan bivirkninger som sukkersyge, grå stær, muskel-smerter og leverskader også følge med. Og virkningen af medicinen er ofte udokumenteret for mange af de over 600.000 danskere, der er i behandling med den.

Det fortæller Thor Grønlykke, som er speciallæge i klinisk farmakologi.

- Det er i størrelsesordenen hundredtusinder, der får medicinen uden at have behov for det. Det stigende forbrug er bekymrende, da alt tyder på, at det er på et ikke dokumenteret grundlag, at folk bliver behandlet, siger han.

Vagthund Lægerne sætter pillerekord: Sådan kan du sænke dit kolesteroltal  

Marginal effekt

Ifølge behandlingsvejledningen skal en læge udskrive kolesterolsænkende medicin, hvis patienten har en hjerte-kar-sygdom. Men for hjerteraske danskere er et for højt kolesteroltal ikke nok til, at man skal have medicin.

En undersøgelse fra det tidligere Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) viste, at 39 procent af de danskere, som i 2009 tog kolesterolmedicin, sandsynligvis hørte til denne patientgruppe og derfor slet ikke havde brug for pillerne.

- I bedste tilfælde vil der være en for marginal (lille, red.) gevinst til, at det er rimeligt at få medicinen, og i værste tilfælde er der slet ikke nogen effekt, men kun bivirkninger, siger Thor Grønlykke.

- Men hvorfor bliver forbruget ved med at stige? Stopper det aldrig?

- Sagen i en nøddeskal er, at hjertepatienter (hjerte-kar-syge, red.) har rigtig god effekt af medicinen, men det er meget tvivlsomt, om der er andre, der har effekt af det, siger Thor Grønlykke.

Kritik af forskning

Han forklarer, at der er nogle studier, der viser positiv effekt af medicinen, som er blevet kritiseret enormt for deres metoder og deres rapportering. Og de anbefalinger, som giver kolesterolmedicin forebyggende til store grupper, bliver ofte lavet af forskere, der får støtte og betaling fra medicinalindustrien.

- Det er hjertelæger, men i høj grad praktiserende læger, der udskriver medicinen. Men den enkelte praktiserende læge gør det jo på baggrund af anbefalinger fra hjertelæger til en vis grad, og læger med speciale i diabetes, og selvfølgelig lægernes eget selskab.

- Og det er meget svært for de praktiserende læger at skulle navigere i det felt, fordi de jo ikke har tid til at sætte sig ned og læse de videnskabelige undersøgelser. Det er jo det, vi andre er der for, siger Thor Grønlykke.

Vagthund Lægerne sætter pillerekord: Sådan kan du sænke dit kolesteroltal

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen