Selvom de ansatte i det danske sundhedsvæsen kæmper i frontlinjen mod coronavirussen, er andelen af smittede her omtrent på niveau med resten af befolkningen.
Det viser de foreløbige resultater af en screening blandt 20.000 medarbejdere i Region Hovedstaden, hvor 4,1 procent af de ansatte er testet positive for covid-19-antistoffer, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Sammenlignet er andelen af bloddonerer, som har fået påvist antistoffer, 2,9 procent, og den minimale forskel glæder regionen.
Ifølge Svend Hartling, som er sundhedsfaglig koncerndirektør i Region Hovedstaden, viser det nemlig, at personalet er gode til at beskytte sig, selvom de har et udsat job.
- Det kan godt være, at de bliver udsat for meget smitte, men de er gode til at beskytte sig, og de er også gode til ikke at bringe det videre blandt patienterne, siger han til Ekstra Bladet.
Dansk overlæge: - Fandeme ubehageligt
Svært at spore smitte
Svend Hartling mener dog ikke, at man på baggrund af undersøgelsen kan konkludere, at der ikke er større risiko for smitte blandt ansatte i sundhedsvæsnet.
- Man kunne jo forestille sig, at vores personale generelt er gode til at tænke sig om - også i deres civile liv. Det ved vi ikke noget om. Der vil for eksempel også være situationer, hvor personalet har haft patienter, som ikke vidste, de havde covid-19, og dermed har man været udsat for større risiko, end man for eksempel er i Netto, siger Svend Hartling.
Det kan dog ligesom for alle andre være vanskeligt at kortlægge, hvordan de ansatte smittes.
- Vi ved, at noget af vores personale har været på vinterferie, at nogen har familiemedlemmer, som kan have været syge, eller at personalet kan have smittet hinanden på arbejdspladsen.
- Det, der gør os glade, er, at vi kan se, at de får ikke meget store smitteportioner hos syge patienter, og derfor skal personalet have stor ros. De er gode til at bruge værnemidler og sikre god hygiejne, siger Svend Hartling.
12 beboere på københavnsk plejecenter er døde efter smitte med coronavirus
Ikke uden tilfælde
På trods af den relativt lave andel smittede er man dog ikke fri for også i Region Hovedstaden at opleve personale, der bliver alvorligt syge med coronavirus.
Senest kom det i går, torsdag, frem, at en 36-årig mandlig sosu-assistent, som var ansat på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, var død efter at have været syg med coronavirus.
- Det er klart, at den meget triste nyhed om, at der er en medarbejder på Bispebjerg Hospital, der er død af covid-19, kan skabe bekymring blandt det personale, der arbejder i front og har den daglige kontakt med smittede patienter. Screeningen kan forhåbentlig bidrage til at berolige vores personale, og samtidig vil jeg gerne rose personalet, fordi de tydeligvis håndterer denne krise professionelt og overholder retningslinjerne for brug af værnemidler og håndhygiejne, siger Svend Hartling.
Det er meningen, at undersøgelsen skal foretages blandt yderligere 5000 ansatte, oplyser Region Hovedstaden i pressemeddelelsen.
Corona i tal: Så mange er ramt i Danmark