Læger vil have ændret vaccineanbefalinger for gravide

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at vaccinere gravide, det vil eksperter ændre på, skriver Kristeligt Dagblad

Se her, hvor langt vi er nået med vaccinationerne på landsplan. Foreløbig er gravide ikke iblandt.

En ekspertgruppe bestående af fødselslæger og jordemødre vil have Sundhedsstyrelsen til at kigge på anbefalingen om, at gravide ikke skal vaccineres, og opfordrer til, at styrelsen ændrer den.

Det fortæller formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) Annemette Lykkebo til Kristeligt Dagblad.

- Vi ved, at det indebærer risici at få covid, mens man er gravid. Derfor er vi i ekspertgruppen lige nu i dialog med Sundhedsstyrelsen i forhold til, om ikke anbefalingerne skal ændres.

Det siger Annemette Lykkesbo, der også er ledende overlæge på afdeling for kvindesygdomme og fødsler på Sygehus Lillebælt i Kolding.

Læge Tue Flindt Møller forklarer her, hvordan man skal forholde sig til bivirkninger fra coronavaccinen.

Sundhedsstyrelsens nuværende anbefaling er ganske klar:

- Hvis du er gravid eller ammer, skal du vente med at blive vaccineret, til du ikke længere er gravid eller ammer. I særlige tilfælde vil vi anbefale gravide at blive vaccineret, for eksempel hvis der er tale om alvorlig sygdom hos den gravide.

Per Damkier er overlæge og professor i klinisk farmakologi ved Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet. Han anbefaler ifølge Kristeligt Dagblad også, at Sundhedsstyrelsen genovervejer sin anbefaling til gravide.

- Som det er nu, er udmeldingen fra sundhedsmyndighederne for restriktiv. Det er jeg og DSOG, som er en del af rådgivningsgrundlaget for Sundhedsstyrelsen, enige om, siger han.

Ifølge ekspertgruppe skal Sundhedsstyrelsen genoverveje sine anbefalinger om vaccine til gravide. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ifølge ekspertgruppe skal Sundhedsstyrelsen genoverveje sine anbefalinger om vaccine til gravide. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Lægerne og jordemødrene bygger deres appel på flere studier fra udlandet.

De har vist, at gravide ikke får flere komplikationer eller bivirkninger af vaccinerne end den almindelige befolkning.

Sundhedsstyrelsen henholder sig dog foreløbigt til, at vaccinerne, der indgår i det danske vaccinationsprogram, ikke er godkendt til gravide og ammende, da de ikke indgik i godkendelsesstudierne.

Det skriver styrelsen i en mail til Kristeligt Dagblad.