Lægger sag an mod pensionsselskab: Mister en tredjedel af deres pension

Over 300 tidligere medlemmer af Finanssektorens Pensionskasse i oprør. Trækker pensionsselskab i retten, efter de blev lokket til at opgive deres garantier

Tidligere skatteminister  Frode Sørensen (S) fra Dybbøl står vagt om hans tidligere sparekasse-kollegaers ret til en anstændig behandling. Foto: Ole Frederiksen
Tidligere skatteminister Frode Sørensen (S) fra Dybbøl står vagt om hans tidligere sparekasse-kollegaers ret til en anstændig behandling. Foto: Ole Frederiksen

De blev lokket med store afkast, hvis de bare ville opgive deres livrente med ydelsesgaranti.

Men Finanssektorens Pensionskasse (FSP) undlod at fortælle, at medlemmerne samtidig selv overtog risikoen ved, at folk i dag lever længere, da bestyrelsen i 2011 satte en kæmpe kampagne i gang for at få folk til at opgive deres ydelsesgaranti.

Forglemmelsen – eller fortielsen – kommer til at koste medlemmerne dyrt. Så dyrt, at de nu anlægger et gruppesøgsmål mod pensionskassens nye ejere, AP Pension.

Ikke et ord om risici

– I det omfattede materiale, som skulle få folk til at vælge om, var der intet nævnt om de risici, der var. Det handlede kun om at få nogle bedre muligheder for at investere.

– Det, man undlod at fortælle var, at risikoen ved, at folk levere længere, gik fra selskabet til den enkelte, siger Frode Sørensen, tidligere socialdemokratisk skatteminister og talsmand for de over 300 vrede kunder bag søgsmålet.

Frode Sørensen var en af de få, som takkede nej til ’tilbuddet’ om omvalg.

– Havde jeg sagt ja, ville jeg have haft 2000 kroner mindre i pension om måneden, end jeg har i dag, siger Frode Sørensen.

Men mange sagde ja. Omkring 10.000 medlemmer valgte om, mens 3000 foretrak at blive i den gamle garanterede ordning.

Mister 30 procent

Og dem, der valgte om, betaler prisen.

– Når vi når frem til 2017, vil der være pensionister, der vil få 30 procent mindre, end de oprindeligt havde. De havde måske 11.000 kroner om måneden, og den vil ryge ned på blot 8000 kroner, siger Frode Sørensen.

Frode Sørensen mener, at medlemmerne har en god sag, selv om de netop har tabt den første runde ved Ankenævnet for Forsikring.

– Faktisk får vi ret i alle vores påstande. Men ankenævnet vil bare ikke opfylde kravet om omvalg. Vi har sagt, at det hele skal føres tilbage, som om omvalget ikke har fundet sted. Det er der efter vores mening ingen problemer i. Men det vil man ikke.

Lægger sag an

– Nu har vi et par advokater til at se på det, og som det ser ud nu, ender det med, at over 90 procent anlægger et gruppesøgsmål ved retten, siger Frode Sørensen.

Kort tid efter omvalget blev FSP overtaget af AP Pension. Det var dem, der konstaterede, at de blev nødt til at nedsætte prognoserne, fordi de regner med, at folk lever længere, end FSP havde regnet med.

– Jeg kan godt forstå, at hvis man har en stor spand med penge, så er der forskel på, om den skal række i 18-19 år eller 23-24 år. Men problemet er, at det havde man ikke oplyst os om. Hvis man havde vidst det, så var der selvfølgelig ingen, der havde valgt om. Der stod intet om levetider, siger Frode Sørensen.

Hold på dine garantier

Anders Valdemar Juhl, stifter af Uvildigraad.dk, advarer mod, at man lader sig lokke til at opgive sine garantier.

– Har du en af de gamle garanterede livrente-ordninger, skal du passe meget på ikke at slippe den. Det er kun de nyere ordninger, der er oprettet på markedsvilkår, at selskabet har frit slag i bolledejen til at justere levealderen hen ad vejen.

Beklager sag

AP Pensions adm. direktør Søren Dal Thomasen beklager situationen, som han har overtaget med fusionen med FSP. Han vil nu afvente sagens gang.

- Problemet med at lave et omvalg er jo, at pengene skal tages fra nogle andre. Nemlig AP Pensions andre kunder. Det synes vi ikke er rimeligt. Det er en sag, vi har overtaget på godt og ondt. Så nu må juraen tale.

De fleste pensionskasser kan sænke din pension uden at blinke, når levetiden stiger. Foto: Claus Bonnerup Samfund Sandheden om din opsparing: Derfor smuldrer din pension