Chat med Jino Doabi og deltag i debatten på eb.dk i aften fra klokken 18. Du kan allerede nu stille spørgsmål til Jino eller komme med kommentarer til hende i bunden af artiklen.

Jino Doabi har tårer i øjnene. Der er pludselig helt stille i den 26-årige kvindes lejlighed på Kultorvet i København. En topmoderne, minimalistisk hule, som hun deler med Peter. Han er entreprenør, pæredansk og hendes kæreste.

Spontant rækker hun ud efter en 76-årig kvinde, der sidder lige ved siden af hende. Ulla Hoydal blinker og trykker sin gamle folkeskoleelevs hånd:

- Ulla har været min engel. Hun holdt hånden over mig, da jeg var lille, siger Jino Doabi, der er en vaskeægte integrations-succes.

Den kurdiske kvote-flygtning taler klingende dansk, har masser af danske veninder og begynder på statskundskab ved Københavns Universitet i 2019.

I svære situationer har Jino Doabi altid kunnet ringe til lederen af hendes intro-klasse ved Skærbæk Skole.

- Ulla er der stadigvæk, når jeg mister troen på Danmark. På det gode i politikerne, der alt for ofte skaber splittelse og sætter en frygt i danskerne. Det var hende, der lærte mig at være dansk. Whau, hvor er jeg heldig, at jeg blev modtaget, som jeg gjorde dengang, og over at jeg har haft dig, Ulla, siger Jino Doabi.

Reportagen fortsætter under fakta-boksen.

Hårdt ramt af fremmedhad
Det er førte gang Ulla Hoydal besøger sin gamle elev i København. Den samme følsomme pige, hun lærte at kende i 2002.

Dengang var Jino Doabi lige ankommet til Danmark med sin far, mor og lillebror flere år efter at være flygtet til Tyrkiet for undslippe Irans præstestyre.

Jino Doabi spørger mange år senere sig selv, om hun ville være blevet lige så godt integreret i Danmark, hvis hun var kommet til landet som en 11-årig i dag uden begreb om jul, flæskesteg, folkedans og det danske sprog.

- Det tror jeg ikke. Vi ville sikkert være blevet anbragt i en ghetto, og jeg ville hurtigt være blevet hårdt ramt af den fremmedhadske holdning, mange danskere har til udlændinge. Det ville gøre ondt, og jeg ville nok ikke få de nære danske veninder, som jeg har nu, vurderer Jino Doabi.

Pigens drøm blev virkelig
Sådan gik det ikke. Jino Doabi og hendes familie kom en mørk vinter-aften i 2002 direkte med bus til sønderjyske Skærbæk. De flyttede ind i et kvarter fyldt med danskere. Kun et dusin ud af byens 3000 indbyggere havde udenlandsk oprindelse.

Skærbæk var virkeliggørelsen af en drøm for Jino. Det var lokalsamfundet også for hendes arkitekt-far, som havde oplevet tortur som politisk fange i Iran, og hendes mor, der nød at kunne optræde uden tørklæde.

Jino kom i en intro-klasse med op til fire andre flygtningebørn. Det var Ulla Hoydals klasse. Dansklæreren satte alt ind på at introducere børnene til Danmark.

Den kurdiske pige var flere gange på besøg hos læreren og hendes mand på Rømø. Der var fra første dag tæt kontakt mellem skolen og hendes forældre.

Jino: Jeg elsker Danmark
I løbet af få måneder var Jino en del af et fodboldhold og stærkt nok kørende til at få undervisning i en almindelig 4. klasse. Siden har den ambitiøse pige ikke set sig tilbage.

- Danmark er blevet mit land. Det er mit hjem. Jeg elsker Danmark, og jeg føler mig dansk, siger Jino Doabi.

Men noget gik i stykker i 2015. Jino Doabi så billeder af fortvivlede børn i krigen i Syrien. Hun oplevede, at danskerne sagde nej til flere kvote-flygtninge.

Pludselig følte Jino Doabi meget stærkt, at de forældreløse børn i krigen kunne være hende selv.

- Jeg tænkte: Det er løgn. Det var der, jeg begyndte at tvivle på det gode i danskerne. Det rører mig dybt, at der nu er børn, der ikke får samme gode behandling, som jeg fik. Vi er SÅ utroligt privilegerede. Vi kan få lige, hvad vi ønsker os. Vi har adgang til alle informationer, og alligevel siger folk 'nej' og 'slut', fordi de er uvidende og bange, siger Jino Doabi.

Skuffet over Inger Støjberg
Jino Doabi er især skuffet over Danmarks integrationsminister, Inger Støjberg (V):

-  Hvordan kan hun have den titel, når hun ikke integrerer nogen? Det er jo noget fis at påstå, at vi ikke kan integrere de flygtninge, vi modtager. Det er kun et lille fåtal, som det ikke lykkes for, men det er den lille gruppe, danskerne bliver ved med at diskutere.

- Hvordan har du det så med, at du selv må være DF's drøm om en velintegreret flygtning?

- Det er jeg jo ikke. Det kan godt være, jeg taler dansk, ikke er muslim og lever sammen med en dansk mand. Men jeg vil aldrig blive 100 procent accepteret af Inger Støjberg og andre danskere, som er imod udlændinge. Det vil jeg aldrig alene af den grund, at jeg oprindelig kommer fra et land, som er muslimsk, mener Jino Doabi.

Smil nu til Omar og Mohammed
Det piner derfor også Jino Doabi, at hun i maj fik afslag på at få permanent opholdstilladelse, som er første skridt til dansk statsborgerskab. Det gjorde hun, alene fordi hun ikke i tilstrækkeligt omfang har haft fuldtidsjob under studierne.

- Det gør mig ked af det. Papiret er jeg ligeglad med. Jeg føler mig jo dansk. Men det ville gøre livet nemmere for mig. Det ville også gøre give mig større frihed til at rejse, forklarer Jino Doabi.

Det er hendes håb, at hun kan yde et lille bidrag til, at flere danskere lader være med at kigge skævt til lille Omar eller Mohammed.

-  De udenlandske børn, der kommer til Danmark nu, har endnu mere brug for at få et smil med på deres vej, end jeg havde.

Jino kigger igen sin gamle dansklærer i øjnene:

- Det er ikke alle, der er så heldige at møde et menneske som Ulla. Der føler jeg mig super-privilegeret og meget, meget heldig.

***

Lærer med hjerte for flygtningebørn: Jeg er stolt af Jino

Ulla Hoydal kunne ikke drømme om, at tage hovedansvaret for, at der er kommet et godt integreret og stærkt menneske ud af den 11-årige kurdiske pige, hun mødte første gang på Skærbæk Skole i 2002.

- Jinos fordel er, at hendes forældre var så stærke. Det gav hende et godt fundament for at klare sig i Danmark, siger den nu pensionerede lærer for Jinos intro-klasse.

- Jeg kunne med det samme se, at hun var en fighter, og når jeg ser hende nu, må jeg sige, at jeg er meget stolt af hende, siger Ulla Hoydal.

Nogle år efter deres adskillelse i Skærbæk mødtes de tilfældigt i et IC3-tog. Ulla Hoydal fandt ud af, at Jino stadigvæk havde brug for en tillidsperson. Hun besluttede derfor at fastholde kontakten til sin gamle elev.

- Jeg har altid haft et stort hjerte for børn, der ingenting har og kommer til et fremmed land. Problemet er, at mange af de børn bliver meget vrede, fordi de ikke oplever åbenhed i omgivelserne. Vi bliver nødt til at lære at leve sammen - også med de fremmede. Ellers får vi kun uro, krig og ballade.

- Hvordan ville Jino, tror du, have klaret sig, hvis hun var flyttet fra Iran til Ishøj som barn i 2018?

- Hun var blevet en lille vred dame. Den ansvarsfølelse, hun har over for sine forældre, ville også påvirke hende, hvis de blev anbragt et sted, hvor de ikke kunne udvikle sig og vise deres styrke.

• Er du enig med Jino Doabi?
   
• Bliver den velintegrerede kvinde aldrig 100 procent accepteret af indvandrer-kritiske danskere alene af den grund, at hun oprindelig kommer fra et muslimsk land? Får 'nye' flygtninge-børn i Danmark end dårligere behandling nu, end da hun var barn?
   
• Skaber politikerne bevidst splid og frygt hos danskerne?

***

Her er to tidligere interview i Ekstra Bladets #Bland dig-kampagne:

Ninas livstraume: Beskyldt for massedrab som 16-årig  

Bashy savner sit 'dejlige Danmark': Dronningen fik mig til at græde