Lærere: - Langt bedre end ingenting

Danmarks Lærerforening havde håbet på at få flere elever i skole, men kalder genåbningsplan bedre end ingenting

Ekstra Bladet spurgte børnenes statsminister, hvad planen er for genåbningen for børn

Det kan synes som ligegyldigt, at elever i 5. til 8. klasse fra mandag kan mødes til udendørs undervisning én gang om ugen.

Men Danmarks Lærerforening mener, at det er en god plan.

Officielt: Højskoler og efterskoler genåbner

- For eleverne giver det faktisk rigtig meget. Det giver en begyndende kontakt til klassekammeraterne, lærerne og skolen. Det er langt bedre end ingenting. Og jeg er sikker på, at hvis du spørger eleverne, er de glade for at vende tilbage, siger Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening.

Han havde gerne set, at flere elever havde fået lov at komme tilbage, og at åbningen var blevet mere end én dag om ugen.

- Eleverne trænger til det sociale fællesskab, og de trænger til at lære i fællesskab frem for at sidde selv, siger han.

- Jeg havde håbet, at det kunne blive til mere. Men det er også fornuftigt, at det er gradvist, så vi kan holde øje med smitten. Og så håber jeg, at vi kan åbne mere efter påske.

Han peger på, at der har været lavet initiativer, der skulle hjælpe sårbare elever.

- Nu er det sådan, at alle er mærket. Og derfor er det godt, at vi får åbnet for, at flere elever kan komme i skole. Men det er hele tiden en afvejning i forhold til smitten. Hvis det går for hurtigt, ender vi bare med at skulle lukke ned igen, og så tager det endnu længere tid.