Lærerkommission ser fem punkter for ny arbejdstidsaftale

Kommissions forslag til ny aftale for lærernes arbejdstid er ingen fiks og færdig aftale, siger formand

Lærerkommissionen præsenterer mandag sine forslag til en ny aftale om lærernes arbejdstid.

Per B. Christensen, der står i spidsen for kommissionen, fortæller på et pressemøde, at der er enighed i kommissionen. Han fortæller, at der overordnet er fem punkter, som parterne skal adressere i den nye aftale.

- Det er et spørgsmål om sammenhæng mellem tid og opgaver, siger Per B. Christensen.

Desuden fremhæver kommissionen større indsigt for lærerne i skolens planlægningsgrundlag og en gennemskuelig opgavetildeling til den enkelte lærer.

Aftalen bør også adressere balance mellem hensynet til fleksibilitet for den enkelte lærer og hensyn til samarbejdet på skolen samt balance mellem centrale regler og lokale løsninger, der tager hensyn til lokale behov.

Per B. Christensen understreger flere gange på mandagens pressemøde, at kommissionens forslag ikke er et forslag til en færdig aftale.

- Det har ikke været vores hensigt at komme med en helt ny fiks og færdig arbejdstidsaftale, siger han.

Kommissionen har siden 2018 arbejdet med anbefalinger om en ny arbejdstidsaftale for lærerne.

Kommissionens anbefalinger bliver startskuddet til nye forhandlinger mellem lærerne og kommunerne.

Håbet er, at parterne kan blive enige i løbet af foråret 2020.

Hvis det ikke sker, vil spørgsmålet om en ny arbejdstidsaftale blive sendt videre til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2021.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere