Lalandia reagerer på Paradise-Stinas corona-advarsel

Efter pres fra Facebook-brugere reagerer Lalandia nu på Stina Petersens kritiske Facebook-opslag

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Efter massivt pres fra danske Facebook-brugere, går Lalandia nu ud med en offentlig udmelding i kølvandet på Paradis-Stinas sønderlemmende kritik af badelandet i Rødby.

'Vi har været i kontakt med gæsten for at finde ud af, hvilke områder hun har besøgt, samt om hun har været i tæt kontakt med andre gæster eller medarbejdere,' lyder et uddrag af Facebook-opdateringen.

'Gennem denne smitteopsporing har vi fundet frem til de gæster og medarbejdere, som gæsten har været i kontakt med. Vi har kontaktet de pågældende - og baseret på denne aktive smitteopsporing, har vi valgt ikke at skrive ud til alle gæsterne,' fortsætter Lalandia.

Facebook-opslag gik amok
Tidligere lørdag skrev Stina Petersen et opslag på Facebook, hvor hun beklagede sig over, at Lalandia Rødby ikke ville kontakte sine gæster og oplyse dem om, at Stina Petersen kort efter sit ophold i ferielandet, var blevet testet postitiv med corona.

'Jeg har dagsdato ringet til Lalandia og gjort dem opmærksom på dette. Dog har de ikke tænkt sig at gøre noget ved dette (ej heller gøre gæsterne opmærksomme på, at der har en gæst, som er smittet med corona),' fortsætter hun og opfordrer sine venner til at dele opslaget.

Og delt, det er det blevet.

I skrivende stund er Stina Petersens opslag på Facebook delt mere end 30.000 gange. I kølvandet på opslaget begyndte massevis af danskere at skrive på Lalandias Facebook-side, hvor de fleste kritiserede badelandet for ikke at tage Stinas opråb alvorligt.

Direktør: Bilka advarer heller ikke
Udmeldingen på Lalandias Facebook-side står i kontrast til et interview direktør Jan Harrit tidligere lørdag gav til tv-stationen TV2 Øst.

Her nævnte Harrit ikke, at Lalandia havde været i kontakt med nogle gæster vedrørende Paradise-Stinas coronasmitte.

Se her, hvordan en coronatest foregår. Video: Emma Svendsen

I stedet fortalte han, at man havde identificeret to medarbejdere, som havde været i kontakt med Stinas familie, som indtil videre ikke bør møde på arbejde.

Samtidig forsvarede han beslutningen om ikke at advare nogle gæster om udbruddet af corona hos Stina og hendes familie.

- Det kræver, man har været tæt på hinanden i længere tid. Det er dem, man er i kontakt med i mere end et kvarter inden for en given afstand, der er i risiko for at blive smittet. Det er heller ikke sådan, hvis en coronasmittet har været i Bilka eller et storcenter, at man så går ud og fortæller om det. Man skal ikke skræmme nogen. Man ved ikke, hvor hende her har været, og hvor hun eventuelt er blevet smittet, lød det tidligere lørdag fra Jan Harrit til TV2 Øst.

Ekstra Bladet har lørdag forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Lalandias ledelse, men de er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.

Ekstra Bladet har ligeledes forgæves forsøgt at få en kommentar fra Stina Petersen. 

Lalandia oplyser, at feriecentret følger myndighedernes retningslinjer nøje og at rengøringen er blevet intensiveret.

234 kommentarer
Vis kommentarer