Landbrugsboss sigtet for vanrøgt af køer

En økologisk kvægavler, som er næstformand for landbrugets lobbyorganisation, er sigtet for vanrøgt. Dyrlæger har aflivet stærkt lidende køer på hans gård.

Michael Svane (Foto: Torben Worsøe)
Michael Svane (Foto: Torben Worsøe)

Sultne maddiker sprællede omkring kønsåbningen på en stærkt betændt og lidende ko, der var blevet lam efter en fødsel. Den havde ligget i dagevis uden at få hjælp.

En anden lam ko lå på fjerde døgn på åben mark uden hverken vådt eller tørt, men med mindst ligeså stærke smerter. Den havde ødelagt bækkenledbåndene under fødslen af en kalv, der var død.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at en af Danmarks mest magtfulde kvægavlere, Michael Svane, på sin økologiske kvægdrift Hesselbjerggaard nær Roskilde har stået bag grusom vanrøgt af køer

Michael Svane er næstformand i Økologisektionen i dansk landbrugs magtfulde organisation Landbrug og Fødevarer.

På hans gård, som på nettet markedsfører sig med - fordi den er økologisk - at have en høj dyrevelfærd, fandt dyrlæge Kim Christensen juni i fjor den lamme, lidende ko, der havde maddiker på sig.

Han blev advaret

– Jeg aflivede den prompte. Den havde stærke smerter og burde være aflivet for længst. Jeg sagde til Michael Svane, at det ikke skulle gentage sig – aldrig nogensinde igen, siger Kim Christensen.

Men få måneder efter gentog det sig.

I marts i år blev en anden dyrlæge, nemlig Thomas Alkjær, kaldt ud til gården, hvor den sultne og smerteramte ko lå på marken.

- Han vidste, den lå der

- Det var stærkt kritisabelt, at Michael Svane havde ladet koen ligge i fire dage uden at hjælpe den. Han vidste, den lå der. Den var frygtelig sulten, men dens liv stod ikke til at redde, så jeg skød den med det samme og politianmeldte Michael Svane, siger Alkjær.

Politiet har nu sigtet Michael Svane.

’Efterforskning i sagen har givet anledning til sigtelse af ham for overtrædelse af dyreværnsloven paragraf 1 og 2,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Smerte, lidelse og angst

Politiet vurderer blandt andet, at Michael Svane har behandlet koen uforsvarligt og undladt at beskytte den mod smerte, lidelse og angst. Der er endnu ikke faldet dom i sagen.

- Det er godt, at han er blevet politianmeldt. Det, der er sket, er stærkt bekymrende. Han burde ikke have lov til at have dyr, vurderer dyrlæge Christensen.

Landbrugstekniker med speciale i kvæg, Trine Henrichsen har siden maj 2014 boet til leje hos Michael Svane, der også er formand for et økologirepræsentantskab, ligesom han sidder i Fonden for Økologisk Landbrugs bestyrelse.

Lejer ringede til dyrlæge

Det var hende, der slog alarm og hidkaldte dyrlæge Alkjær, da det gik op for hende, at Michael Svane i marts havde ladet koen ligge på marken.

– Jeg spurgte ham, hvornår han havde tænkt sig at gøre noget. Han svarede, at det skulle jeg ikke blande mig i, og at han selv ville vurdere, om koen skulle slagtes. Jeg sagde så, at hvis ikke han ringede til dyrlægen, så gjorde jeg det, siger hun.

Hun fortæller køer på gården i perioder både inde og ude har stået i gødning til knæleddene, fordi der ikke var muget ud eller drænet.

Dyrlægerne bekræfter, at der på gården har været disse problemer, og at Svane har fået besked på at bringe dem i orden.

69 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere