Landmænd: Dansk mælk kan blive en sjældenhed i supermarkedet

Danske mælkebønder er så pressede, at mange taber penge, når de går på arbejde hver dag. Flere må dreje nøglen om, og det kan betyde farvel til dansk mælk i supermarkederne

Per Balleby fortsætter med at arbejde i stalden, selvom det koster ham penge, hver dag han går på arbejde. Han ser alligevel lyst på fremtiden. (Foto: Privat)
Per Balleby fortsætter med at arbejde i stalden, selvom det koster ham penge, hver dag han går på arbejde. Han ser alligevel lyst på fremtiden. (Foto: Privat)

Per Balleby går ude i sin stald. Han har lige haft besøg af Falck, som hjalp ham med at få en ko ud på marken, som ikke kunne rejse sig.

Hans arbejde forløber som altid, men lige nu tjener han ingen penge, selvom hans køer producerer 90.000 kg. mælk, hver måned.

Han bruger sin opsparing til at betale for foder til kørerne og løn til medarbejderne på gården.

- Jeg er hårdt presset, når mælkeprisen i hele verden er så lav. Det meste mælk jeg producerer eksporteres til udlandet. Det er kun en lille del af mælken, der ender som drikkemælk i butikkerne, siger landmanden Per Balleby til Ekstra Bladet.

Rusland importerer ikke
Mælkeprisen er helt nede på 2,14 pr. kg., fordi Rusland ikke længere importerer mælk fra Europa, og fordi eksporten til Kina er faldet. Prisen er faldet omkring én krone pr. kg. siden 2014, og stiger den ikke snart, er mange danske landbrug i farezonen for at gå konkurs.

Sker det, siger landmændene, at det kan betyde farvel til dansk mælk i kølediskene. Derfor har supermarkeder som Rema1000 hævet prisen på en liter mælk med 50 øre.

Pengene går direkte til de trængte landmænd, og det er en ordning som Per Balleby hilser velkommen.

- Jeg ser meget positivt på Rema1000's tiltag. Selvom det ikke ændrer meget på landmændenes økonomi, kan de alligevel se, at der er støtte til dem. Og det er det, der gør, at vi kan holde flaget oppe og arbejde, selvom vi taber penge. Og så håber vi allesammen på, at priserne går op igen snart, siger han til Ekstra Bladet.

Flere landmænd er presset
René Lund Hansen er også mælkebonde. Hans økonomi kan lige løbe rundt, når mælkeprisen er på 2,14 kroner pr. kg. Men kun på den korte bane. Løn til sig selv og investeringer i gården, må han se langt efter, når mælkeprisen ikke er højere.

- Det kører kun lige rundt. Jeg kan betale regningerne, men jeg kan ikke udbetale løn til mig selv. Staldbygninger og andet udstyr, som man ikke lige tænker over i hverdagen, kan jeg heller ikke skifte ud, når de er slidt ned, hvis ikke mælkeprisen stiger, siger han til Ekstra Bladet.

- Jeg håber, at priserne har ramt bunden, og at de begynder at stige igen inden nytår. Ellers ved jeg, at det bliver endnu hårdere for mange landmænd.

Flere supermarkeder vil med på vognen
Coop, som blandt andet står bag butikkerne Superbrugsen, Irma og Fakta, overvejer også at lave et særligt mærke, hvor forbrugerne imod en merpris støtter danske landmænd direkte.

- Vi overvejer at indføre mælk med et særligt landmandsmærke. Tanken er, at de forbrugere, som gerne vil støtte landmændene, kan vælge dette lidt dyrere mærke, når de køber mælk, siger Jens Visholm, food-direktør i Coop til finans.dk.

1 af 2 René Lund Hansen kunne ikke forestillle sig noget bedre job end at være landmand, så han håber at mælkeprisen stiger, så han kan beholde sit drømmejob. (Foto: Privat)
2 af 2 Per Balleby fortsætter med at arbejde i stalden, selvom det koster ham penge, hver dag han går på arbejde. Han ser alligevel lyst på fremtiden. (Foto: Privat)
106 kommentarer
Vis kommentarer