Det er ikke kun i Danmark, at stridigheder mellem naboer kan blive så bitre, at de ender som overskrifter i de nationale tabloid-aviser.
Også i Storbritannien kan diskussionen over hækken blive rødglødende og få parterne til at gøre drastiske ting for at få ret eller fred.
Seneste skud på nabofejde-stammen er historien om den 44-årige landmand Richard Barton fra Ockbrook, der bliver beskyldt for at have bygget en ni meter høj hø-mur, som blokerer naboernes udsyn. Ifølge naboerne har landmanden stablet de mange halmballer lige bag deres hus for at irritere dem, efter han fik afvisning på en ansøgning om at opføre et affaldsanlæg i nærheden. Det skriver SWNS.
Tankeløs trods
- Han er bare en bølle. Den ligger omkring ti meter fra mit hjem – hvis de skulle falde ned, ville de ødelægge min have, siger 55-årige Peter Shaw, der sammen med sin kone Helen på 50, bor i et af de huse, der nu ikke har udsigt til andet end halm bag deres baghave.
Parret har henvendt sig til brandvæsenet, fordi de mente, at halmballerne udgjorde en brandfare, men her fik de at vide, at de var korrekt stablet og ikke udgjorde en risiko.
Også deres naboer, Andrew og Jillian Dale på 61 og 59 år, er påvirkede af muren, som også blokerer for deres udsigt.
- Det er bare tankeløs trods, og der er ikke meget, vi kan gøre. Dette har intet at gøre med hans landbrug – det hele handler om ansøgningen. Vi føler, at han leder efter smuthuller. Sidst, vi havde en samtale om det, truede han med at rive min hæk op, fortæller Andrew Dale.
'Det er ikke deres marker'
Onsdag aften fik det britiske medie The Sun fat på landmanden Richard Barton, som forsvarer sin beslutning om at stakke halmballer op i ni meters højde umiddelbart bagved naboernes baghave.
- Jeg anbragte dem i midten af marken, og det brokkede de sig over, og byrådet bad mig flytte dem. Nu har jeg flyttet dem, og nu klager de igen, siger Richard Barton, som mener, husejerne de sidste mange år har forsøgt at male et billede af ham som en ’forfærdelig nabo’.
- Det er ikke deres marker – jeg bor bogstaveligt talt også lige ved siden af halmballerne, siger Richard Barton.
Landmanden mener, at de lokale vendte sig imod ham, da han engang søgte og blev givet tilladelse til at bygge et skur. Da han begyndte bebyggelsen, fór de ifølge ham i flint og sagde, at det ville ødelægge deres udsigt og forringe deres ejendomsværdi.
- Lige siden 2014 har de konstant anmeldt os for alting, siger Richard Barton.
En tømrer havde en noget mere aggressiv måde at håndtere konflikter på i weekenden, da han smilende smadrede for cirka 21 millioner kroner indflytningsklare huse med en gravko. Det var 'hævn for ingen betaling', forlød det.