Landmand flytter landegrænse ved en fejl

En belgisk landmand kom til at flytte grænsen til Frankrig ved en fejl

Det var med denne sten, at en landmand ubevidst gav Belgien 1000 ekstra kvadratmeter. Foto: David Lavaux
Det var med denne sten, at en landmand ubevidst gav Belgien 1000 ekstra kvadratmeter. Foto: David Lavaux

En belgisk landmand fra byen Erquelinnes var formentligt træt af, at en mellemstor sten var i vejen for hans landbrug, og besluttede derfor at flytte den.

Stenen, som blev placeret i 1819, viste sig at være en markør for grænsen mellem Belgien og Frankrig, og dermed havde landmanden gjort Belgien cirka 1000 kvadratmeter større.

Det skriver blandt andre CNN.

- Vi ved præcis, hvor stenen stod før, nemlig lige ved siden af et træ, siger borgmesteren i Erquelinnes, David Lavaux, til CNN og tilføjede:

- Stenen blev placeret på grænsen mellem de to lande i 1819 i kølvandet på Napoleons nederlag, og desuden er årstallet indgraveret i stenen.

Det var en lokal historie-entusiast, der på en gåtur i skoven opdagede, at grænsestenen var blevet flyttet næsten to en halv meter.

Ingen diplomatisk krise
Borgmesteren for den lille belgiske by gjorde hurtigt alle parter opmærksomme på problemet med henblik på at få situationen løst hurtigst muligt. Heldigvis tog alle parter episoden med et smil.

- Vi mener ikke, det er et seriøst problem, så vi har bare grint ad det. Vi har tænkt os at sætte stenen tilbage på dens plads, for vores intention har ikke været at gøre Belgien større og Frankrig mindre, siger borgmesteren til CNN.

De lokale belgiske myndigheder vil forsøge at få landmanden til at flytte stenen tilbage, og hvis han ikke ønsker at samarbejde, kan sagen ifølge BBC risikere at ende hos det belgiske udenrigsministerium.