Landsby vækket i nat af kimende kirkeklokker

Pludselig ringede det for fuld udblæsning i den sønderjyske landsby

Beboerne i den lille landsby Uge i Sønderjylland fik en brat opvågning natten til fredag.

Kirkeklokkerne i byens kirke gik pludselig i gang for fuld udblæsning ved tre-tiden og vækkede mange undrende beboere.

- Da klokkerne blev ved med at bimle løs i mere end et kvarter, fik vi et par henvendelser fra borgere, som gerne ville vide, hvad der foregik, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Bjørn Pedersen, til Ekstra Bladet.

Vagtchefen fortæller, at han tydeligt kunne høre klokkerne ringe i baggrunden, mens han talte med borgerne.

- Vi forsøgte at få fat i en medarbejder fra kirken i nat, men det lykkedes ikke. Jeg formoder, at medarbejderen måske har været i gang med at finde årsagen til klokke-klangen, fortæller Bjørn Pedersen.

Vagtchefen havde således tidligt fredag morgen fortsat ingen forklaring på, hvad årsagen er til det utidige ringeri.

- Men jeg formoder da, at det er holdt op med at ringe igen. Vi har ikke fået flere henvendelser fra borgere i området.

Vagtchefen kunne i nattens løb ikke nære sig for at lægge et tweet ud, hvor han spørger:  Hvem ringer klokkerne for.

Der bor godt 250 beboere i Uge, der ligger syd for Aabenraa.

 

 

81 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere