Landsby vildledt: Dømte mordere flytter ind

Flere borgere i Sandvad føler sig ført bag lyset, da det nu viser sig, at byens asylcenter skal huse flygtninge, der blandt andet er dømt for mord og sædelighedsforbrydelser

Ægteparret Lis og Svend Christiansen fra Sandvad troede, at 'det bare var psykisk sårbare' flygtninge, der flytter til byen. Ekstra Bladet kan nu fortælle, at der blandt de nye beboere er dømte mordere og sædelighedsforbrydere. Foto: Ernst van Norde
Ægteparret Lis og Svend Christiansen fra Sandvad troede, at 'det bare var psykisk sårbare' flygtninge, der flytter til byen. Ekstra Bladet kan nu fortælle, at der blandt de nye beboere er dømte mordere og sædelighedsforbrydere. Foto: Ernst van Norde
Følg Samfund

Snakken er gået i de seneste uger i den sydøstjyske landsby Sandvad, der ligger lidt uden for Vejle.

Hvem mon flytter ind i byens asylcenter, har de knap 200 borgere spurgt hinanden om på det seneste.

Flere åndede lettet op, da Røde Kors' regionsleder, Tina Lundgaard, i september udtalte sig til Vejle Amts Folkeblad.

Her beroligede hun Sandvad-borgerne med, at det Røde Kors-drevne center fra november skal huse flygtninge med 'særlige behov' - og ikke kriminelle flygtninge.

'Der er ikke en speciel definition på de flygtninge, som skal bo i Sandvad, men de er alle nogle, som har brug for ekstra hjælp, og som man derfor ikke kan rumme på de andre steder. Der er altså ikke tale om kriminelle, og centret i Sandvad er ikke det nye Kærshovedgård,' sagde Tina Lundgaard.

Artiklen fortsættes under billedet ...

Center Sandvad tages snart i brug, når 13 beboere flytter ind i november. Foto: Ernst van Norde
Center Sandvad tages snart i brug, når 13 beboere flytter ind i november. Foto: Ernst van Norde
 

Mord-dømte og seksualforbrydere
Ekstra Bladet kan nu fortælle, at det er en sandhed med modikationer. For om få uger flytter 13 flygtninge ind i Center Sandvad, hvoraf flere af dem har behandlingsdomme.

Det oplyser Udlændingestyrelsen i et skriftligt svar og tilføjer, at flere af personerne er dømt for personfarlig kriminalitet

Ekstra Bladet erfarer i den forbindelse, at flere af de 13 nye beboere er dømt for mord, som er begået i Danmark, og enkelte er også dømt for sædelighedsforbrydelse.

Derudover har de kommende beboere på Center Sandvad 'misbrugsproblematikker, traumer eller psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse,' oplyser styrelsen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsættes under billedet ...

Flere indbyggere i sydøstjyske Sandvad føler sig misinformeret om de kommende beboere i byens asylcenter. Foto: Ernst van Norde
Flere indbyggere i sydøstjyske Sandvad føler sig misinformeret om de kommende beboere i byens asylcenter. Foto: Ernst van Norde
 

Vold, trusler og chikane
De 13 flygtninge har hidtil været indkvarteret hos botilbuddet Station Vest i Brovst i Nordjylland, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger har flere af personerne under deres ophold der optrådt voldeligt. Bostedet har indberettet flere hændelser om vold, trusler og chikane til Udlændingestyrelsen.

Styrelsens aftale med botilbuddet i Brovst udløber imidlertid ved udgangen af året, og derfor har Udlændingestyrelsen lavet en ny aftale med Røde Kors om indkvartering i Sandvad.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har flere borgere i Sandvad i de seneste uger efterspurgt konkret information om, hvem de nye beboere i asylcentret er, men hverken Røde Kors eller Udlændingestyrelsen har været i stand til at give borgerne klare svar.

Artiklen fortsættes under billedet ...

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde
 

I de senere år har det ellers været kutyme, at de kommuner og Udlændingestyrelsen har inviteret til borgermøder for at informere berørte lokalsamfund om indkvartering af asylsøgere, men dette er ikke sket i Sandvad.

Ekstra Bladet har spurgt Udlændingestyrelsen, hvorfor dette ikke er i sket, hvortil styrelsen i et skriftligt svar skriver:

'Udlændingestyrelsen kan oplyse, at Center Sandvad løbende har været i brug som asylcenter, og at Røde Kors, der er operatør på centeret, allerede nu har dialog med interesserede borgere om centerets kommende drift.'

'Ikke synlige i området'
I Sandvad er flere af de indbyggere, som Ekstra Bladet har talt med, nu betænkelige ved de nye tilflyttere, men ifølge Udlændingestyrelsen er de nye beboere ikke synderligt aktive i bybilledet.

'Det er ikke en gruppe, der erfaringsmæssigt er nævneværdigt aktive eller synlige i lokalområdet, og Udlændingestyrelsen er ikke umiddelbart bekendt med, at borgere i lokalsamfundet, hvor de p.t. er indkvarteret, har klaget over beboergruppen. Da der ikke er tale om et udrejsecenter, vil beboerne som udgangspunkt ikke være pålagt opholds- og meldepligt, og det vil derfor heller ikke være aktuelt for naboer at søge om midler til ekstra sikkerhedsforanstaltninger,' skriver Udlændingestyrelsen.

Hverken Røde Kors' regionsleder, Tina Lundgaard, eller beboerformand i Sandvad Kirsten Paugan har ønsket at kommentere sagen.

Busstoppestedet ved Asylcenter Sandvad. Foto: Ernst van Norde
Busstoppestedet ved Asylcenter Sandvad. Foto: Ernst van Norde
 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lis Christiansen, 76 år, og Svend Christiansen, 81 år

Lis og Svend Christiansen. Foto: Ernst Van Norde.
Lis og Svend Christiansen. Foto: Ernst Van Norde.

Ægteparret Lis og Svend Christiansen bor ikke mange hundrede meter fra Center Sandvad.

Da Ekstra Bladet besøger parret for at snakke om de nye naboer, bliver de mildest talt overraskede.

- Jamen, jeg havde da lige læst, at det bare var nogle psykisk sårbare, der krævede ekstra støtte. Jeg har endda lige stået og beroliget min nabo med det, siger Lis Christiansen, hvis humør tager en tydelig drejning, da undertegnede spørger, om de er blevet oplyst, at flere at de nye naboer er dømt for personfarlig kriminalitet.

- Det er vi slet ikke blevet informeret om, siger Svend Christiansen lige så overrasket.

- Jeg bliver da utryg, når du fortæller, at det er sådanne en gruppe mennesker. Det har jo ikke været det, som der har stået i lokalavisen, siger Lis Christiansen og henviser til udtalelsen fra Røde Kors. 

 

Kasper Ravnløkke, 30 år

Kasper Ravnløkke. Foto: Ernst van Norde
Kasper Ravnløkke. Foto: Ernst van Norde

Den 30-årige Kasper Ravnløkke, der til dagligt studerer i Aarhus, havde ikke hørt, at asylcenteret overhovedet skulle genåbne.

- Jeg havde hverken læst eller hørt om det, siger Kasper Ravnløkke, der er lidt overrasket over nyheden.

- Nu bliver jeg ikke personlig utryg, ud over jeg måske vil begynde at låse noget mere, end jeg tidligere har gjort. Men der bor mange familier her, og jeg kan forestille mig, at de vil blive bekymret.

Ligesom flere af de andre, som Ekstra Bladet taler med den onsdag, havde Kasper hverken hørt om et borgermøde eller på anden vis fået information om de nye naboer.

- Vi har lige fået at vide i E-boks, at vejen skal renoveres, fordi der bliver kørt for stærkt. Så kan de vel også overkomme at sende information om de nye beboer ud, siger Kasper Ravnløkke.

Mette Didriksen, 18 år, og Jeanette Madsen, 51 år

Mette Didriksen og Jeanette Madsen. Foto: Ernst van Norde
Mette Didriksen og Jeanette Madsen. Foto: Ernst van Norde

Som de eneste, Ekstra Bladet møder på deres vej, havde familien Mette og Jeanette hørt af andre veje, at der var personer med behandlingsdomme blandt de nye beboere.

- Jeg synes, at det er for dårligt, at vi ikke er blevet bedre informeret - eller har haft mulighed for at kunne sige noget som helst til den her beslutning, siger 18-årige Mette Didriksen.

- Mange børn herfra cykler selv til bussen, hvor man skal lige forbi centeret. Det gør min lillebror også, siger Mette Didriksen, der er hjemme fra gymnasiet i dag på grund af en god gang influenza.

Ved siden af Mette, står hendes mor, Jeanette Madsen. Ligesom datteren er Jeanette Madsen heller ikke begejstret for fremtiden.

- Jeg er faktisk utryg ved, at den gruppe mennesker skal flytte ind. Jeg arbejder som hjælper, og jeg har været ansat steder, hvor vi har arbejdet med personer med behandlingsdømme. Jeg ved godt, hvad type mennesker det er, siger Jeanette Madsen.

- Det er jo også, fordi vi ikke ved, hvordan det kommer til at foregå. Kommer der til at være et tidsrum, hvor de må være ude, eller må de slet ikke komme ud uden opsyn? Hvor mange kommer der? Og hvor længe skal de være her? Vi ved ingenting, slutter Mette Didriksen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lyt til Ekstra Bladets podcast 'Afhørt' herunder eller i din podcastapp. I denne uge handler det blandt andet om en spektakulær sag, hvor en 32-årig mand er tiltalt for at kaste en håndgranat ind i en dagligstue

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

14,8 millioner kroner blev samlet ind på en time