Landsbyer for demente skyder op rundt i landet

Mens kommuner laver demenslandsbyer, så advarer Alzheimerforeningen mod at isolere de demente fra samfundet

Tornhøjhaven demensplejehjem er klar til indflytning. Foto: Ritzau Scanpix
Tornhøjhaven demensplejehjem er klar til indflytning. Foto: Ritzau Scanpix

Demenslandsbyerne skyder op rundt om i landets kommuner.

Fredag indviede Aalborg Kommune det nyeste skud på stammen.

I den nybyggede demenslandsby Tornhøjhaven udgør husene en lukket barriere mod omverdenen, så de 72 demente beboere ikke kan stikke af.

- Det betyder, at mange får meget mere motion end før, siger lederen af Tornhøjhaven, Bettina Rønnest.

- Og så er det en fest hver dag at være fri for de lange gange, man ser på mange plejehjem, og hvor nogle beboere har tendens til at vandre hvileløst frem og tilbage, fortæller lederen.

Der kommer kun til at bo seks personer sammen i små individuelle huse og med en stor gårdhave. Her kan de ældre trygt gå på opdagelse uden at fare vild.

72 demente beboere kan bo i demenslandsbyen. Foto: Michael Bo Rasmussen
72 demente beboere kan bo i demenslandsbyen. Foto: Michael Bo Rasmussen
 

Demente skal leve blandt almindelige borgere
I Alzheimerforeningen er direktør Nis Peter Nissen glad for, at kommunerne er i gang med at indrette sig på, at hovedparten på plejehjemmene i dag har demens.

Han mener dog, at hypet omkring demenslandsbyer lakker mod enden.

- Det største problem med demenslandsbyer er, hvis man isolerer demente og skubber dem bort fra samfundet til et lukket sted, siger Nis Peter Nissen.

- Der er mere perspektiv i at bygge fleksible boligområder, hvor mange forskellige typer mennesker og aldersgrupper kan bo sammen - også demente, siger han.

Han fremhæver Odense og Esbjerg som kommuner, der er i gang med mere fleksible løsninger, hvor de demente tænkes ind i nye byområder, hvor også andre borgergrupper skal bo.

Inspirationen til demenslandbyer kommer fra den hollandske demenslandsby De Hogeweyk.

Som de første i Danmark genindrettede Svendborg Kommune i 2016 et gammelt plejehjem til "demenslandsby".

Nationalt Videnscenter for Demens anslår, at knap 90.000 danskere nu lever med demens, men tallet ventes at stige allerede i 2025 til 125.000, fordi vi lever længere.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere