Lange udsigter til forårsvejr

Weekendens vejr kommer ikke ligefrem til at vække forårsfornemmelser - og som det ser ud lige nu, kan vi risikere at skulle ind i april, før forårsvejret for alvor kommer til at pryde vejrudsigterne

Forhåbentligt kommer foråret til april. Foto: Olivia Loftlund
Forhåbentligt kommer foråret til april. Foto: Olivia Loftlund

Har du været tidligt ude for at købe morgenbrød lørdag morgen, har du nok allerede bemærket, at vejret ikke er værd at skrive hjem om. Det blæser, det er køligt, og mest af alt er det vejr til en varm kop te indendørs, mens vi venter på, at det bliver varmere.

Men det ser ikke ud til, at foråret er på trapperne, selvom februar måneds usædvanligt gode vejr har givet os anledning til at håbe og tro på det.

Det fortæller Martin Lindberg, vagthavende meteorolog hos DMI.

Blæsende lørdag
- Lørdag bliver det blæsende med en vind, der tiltager og bliver jævn til hård. Der vil komme enkelte lokale byger i Jylland, men i resten af landet vil det være stort set tørt.

Sådan lyder meldingen fra Martin Lindberg, som også fortæller, at temperaturen lige nu ligger lige under frysepunktet på Sjælland, men at den vil stige til mellem tre og seks grader.

- Den gode nyhed er, at vinden aftager søndag. Vi starter med jævn til hård vind fra morgenstunden, men den aftager og bliver let til frisk. Temperaturerne vil også søndag ligge mellem tre og seks grader, og natten til mandag bliver kold, hvor vi kommer ned mellem frysepunktet og fem graders frost, fortæller han.

Håb for jyderne
Men selvom det ser smådeprimerende ud, så er der stadig håb forude. Ifølge Martin Christensen kan vi håbe på lidt til nogen sol, men solchancerne er størst i Jylland.

Til gengæld må både sjællændere og bornholmere forberede sig på regn søndag morgen - dog vil det klare op i løbet af formiddagen. På Falster og Lolland vil man få lidt regn hen på eftermiddagen.

Ikke udsigt til forårsvejr
Det bliver ifølge meteorologen lidt varmere, når vi når til uge 11, hvor vi kan forvente temperaturer mellem tre og ti graders varme, men vi skal helt frem til april, før vi kan begynde at håbe på, at forårssolen for alvor begynder at vise sig.

- Det var unormalt varmt i slutningen af februar, og vi må forvente et typisk marts-vejr i denne måned med temperaturer mellem to og ti grader, siger han.

- Vi skal nok ind i april, før vi får tocifrede temperaturer og sol.