Lange udsigter til sommer og sol

Vejret har ikke ligefrem været sommeragtigt den sidste uge. Igen i dag vil vejret være ustadigt med lange udsigter til sommer sol

Hvad er udsigterne til, at mere stabilt sommerferievejr vil indtræffe? Bliv klogere på julivejret her. Produktion: Emma Svendsen/Maya Westander

Vand og vind har været det dominerende vejrbillede landet over den sidste uge.

Blæsten i Nordjylland nåede mandag helt op til stormstyrke, og byger gav 4,5 mm regn på landsgennemsnit.

De takter ser ud til at fortsætte tirsdag, fortæller DMI.

- Det bliver knap så blæsende i dag, men der er dog stadig en pæn vind, hvor vi nogle steder lige nu har hård kuling, fortæller Claus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI.

- Vi forventer derudover, at der i løbet af dagen begynder at komme en mindre bygelinje, der lige skal passere landet, inden vejret kan stabiliseres og blive noget pænere de kommende dage, fortæller vagthavende ved DMI.

DMI vurderer, at der vil falde mellem tre og fire millimeter nedbør tirsdag.

- Der er dog store variationer hen over hele landet. Det kan regne hos dig og være tørt hos naboen, konstaterer Claus Larsen.

Det er lige nu højsæson for ferie og sommerhusbesøg.

Mange danskere havde formentlig sat næsen op efter, at vejret ville være til den varmere side lige for tiden.

Det er der dog lange udsigter til, ifølge DMI's prognoser.

- Hvis man vil have 25 til 30 grader, så skal man en tur med flyveren ned igennem Europa og lande i Sydeuropa, fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI.