Langt flere patienter kræver erstatning for fejlbehandling

På et år er antallet af anmeldelser med krav om erstatning steget med 13 procent, viser nye tal

Antallet af patienter, der mener, at de er blevet fejlbehandlet i det danske sundhedsvæsen og derfor kræver erstatning, stiger.

Således er antallet af anmeldelser med patientkrav om erstatning steget med 13 procent det seneste år. Det viser nye tal fra Patienterstatningen, der behandler sagerne, skriver Berlingske.

Tallet får advarselslamperne til at blinke hos Danske Patienter.

- Vi ved, at der sker flere fejl på afdelinger, når der for eksempel er overbelægning og stor travlhed, og sundhedsvæsenet er mere presset end nogensinde, siger direktør i Danske Patienter Morten Freil til Berlingske.

Patienterstatningen kæder blandt andet stigningen sammen med en sag fra Ringsted Sygehus i Region Sjælland, hvor et større antal kvinder er blevet utilstrækkeligt undersøgt for brystkræft angiveligt på grund af mangel på kapacitet.

Nogle af kvinderne har efterfølgende fået konstateret kræft, hvilket har ført til flere anmeldelser med krav om erstatning.

Senere har det vist sig, at flere hundrede kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark heller ikke har fået de nødvendige undersøgelser.

Fra Socialdemokratiet fortæller gruppeformand Flemming Møller Mortensen (S), at regeringen vil have "et skarpt øje" på situationen.

- Der er ikke noget, der er vigtigere end patienternes sikkerhed, og det er meget velunderbygget, at jo mere presset et sundhedsvæsen og den enkelte medarbejder er, jo flere fejl sker der.

- Derfor kommer vi også til at have et skarpt øje på både den personale- og ressourcemæssige situation i sundhedsvæsenet - også i forhold til at behandle anmeldelserne, som skal behandles hurtigt, siger han til Berlingske.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere