Annoncørbetalt - Forsvaret

Lars var i krig mod Taleban: Officersuddannelsen gør en forskel

Hvis du gerne vil være leder og bruge din uddannelse til at gøre en forskel, skal du måske blive officer

Peter Hedemann med sin deling i Irak. Det er Peter længst til venstre på billedet. Foto: Privat
Peter Hedemann med sin deling i Irak. Det er Peter længst til venstre på billedet. Foto: Privat

Da den første danske officersuddannelse blev grundlagt i 1701, var det for de fleste et job for livet med søslag, krig og evige fjender mod nord og syd.

Sådan er det ikke længere og erhvervslivet er i dag fyldt med tidligere officerer på de højeste poster.

Deres evne til at tænke klart i pressede situationer, passe på deres medarbejdere og deres mindset til at sikre de bedst mulige resultater i enhver situation, er efterspurgte kompetencer i alle grene af erhvervslivet.

Her kan du læse tre officerer fortælle, hvordan de har brugt deres uddannelse og erfaringer i krig og ledelse  - også uden for Forsvaret.

Fra krig i Afghanistan til HR-chef
Lars Ulslev Johannesen var chef for den enhed, som var sendt til Afghanistan for at afløse briterne i ørkenbyen Musa Qala. Den danske enhed kom straks under beskydning – og da de endelig nåede frem gik det rigtig galt.

Talebanerne var her og der og alle vegne. I næsten to måneder var danskerne under belejring, og det var første gang danske soldater var i egentlig krig siden 1864.

I dag er 44-årige Lars Ulslev ikke længere hos Forsvaret, han har byttet kampuniformen ud med et job som international HR-chef i IT-virksomheden Netcompany med 1700 ansatte. Men hans ledelsesstil og tilgang til mennesker bygger stadig på hans erfaringer som officer.

Korpsånd er vigtigt
- Uanset, om du er i en krigszone eller arbejder i en virksomhed, så er det vigtigt, at man sikrer sig, at folk forstår formålet med de opgaver, man sætter dem til. Fordi jeg har stået i situationer, hvor folks liv var på spil, så har jeg virkelig lært værdien af, folk forstår, hvad de skal, og hvorfor, det er vigtigt. Når man bruger tid på det, opnår man følgeskab af sine folk, så opgaverne bliver løst bedst muligt, forklarer han.

En anden ting, som Lars Ulslev Johannesen har taget med sig fra sin tid i Forsvaret, er vigtigheden af korpsånd og kultur.

- Som officer forstår man værdien af korpsånd, hvor folk går på arbejde og løser deres opgaver, fordi de forstår og sætter pris på vigtigheden af deres opgaver - både for dem selv og andre. Det skaber en kultur, hvor man føler ejerskab og tager ansvar for opgaverne, og ikke går hjem fordi man har fri, men fordi opgaven er løst. Det kan aldrig blive det samme som i Forsvaret, men man godt bruge dele af det i det private også, forklarer han.

Lars Ulslev Johannesen på mission i Garamsher i Afghanistan. Foto: Privat
Lars Ulslev Johannesen på mission i Garamsher i Afghanistan. Foto: Privat

Når det går galt
Også de operationelle overvejelser, Lars Ulslev Johannesen har lært som officer, kan han med fordel bruge i det private. Det handler ifølge den tidligere soldat om at kunne analysere en opgave og træffe den mest optimale beslutning ud fra de oplysninger, man har.

- Man lærer også, hvad man gør, når tingene ikke går som planlagt, hvilket ofte hænder. Der har man som officer en ballast til at kunne forholde sig og handle, når tingene går skævt, så man stadig holder sig skarp på målet og kommer frem til den bedst mulige løsning, fortæller han.

Det er i dag 12 år siden, at Lars og hans mænd var under belejring i Musa Qala, og oplevelsen sidder stadig i ham.

- Efter sådan en oplevelse lærer man at sætte pris på det, man har i det daglige, og rent ledelsesmæssigt glemmer jeg aldrig vigtigheden af, at man som leder forklarer opgaven, så de folk, der skal udføre den, forstår vigtigheden og formålet med det, siger Lars Ulslev Johannsen, der efter 15 år i Forsvaret sagde endeligt farvel i 2007.

Fra officer til egen virksomhed
De ledelsesmæssige egenskaber, som officerer opnår, er som nævnt i høj kurs. Det oplevede Finn Bech Andersen, da han i 2008 opsagde sin stilling som oberstløjtnant efter 22 år i Forsvaret for at prøve kræfter med det private erhvervsliv. Den tidligere officer har siden da arbejdet som HR-chef og med forretningsudvikling, og i dag er han sammen med tre andre i gang med starte egen virksomhed inden for medicinsk teknologi.

- Groft sagt kan man sige, at når man ansætter en tidligere officer i et job i det private, så får man en person ind, der er uddannet til at skabe mening med de opgaver, der skal løses, og så sørge for, at folk arbejder i samme retning, så man hurtigst og bedst muligt når målet, siger han og uddyber:

- Officersuddannelsen er en lederuddannelse, hvor man lærer netop det at lede mennesker. Der er en rigtig god fordeling mellem teori og praksis, så man oplever, at det man har læst om også kan bruges i virkeligheden. Det er meget tilfredsstillende, og giver en tro på, at man rent faktisk kan de ting, man er uddannet til.

Finn Bech Andersen fra sin udsendelse til Kabul i Afghanistan. Foto: Privat
Finn Bech Andersen fra sin udsendelse til Kabul i Afghanistan. Foto: Privat

Finn Bech Andersen forklarer, at man med en officers baggrund ikke nødvendigvis har kompetencerne til at være den dygtigste specialist, men i stedet til at være en dygtig leder.

- Min oplevelse er, at mange uddannelser i mindre grad er fokuseret på at træffe beslutninger og gennemføre dem. Der står Forsvaret i kontrast til hele den 'hvad synes du selv' bølge, der har været. Her lærer man at finde en løsning og handle derefter. Det tror jeg appellerer til mange, fortæller han.

Bedste job jeg nogensinde har haft
Mens nogle officerer vælger at forlade Forsvaret efter nogle eller mange år i uniform, så er uddannelsen for mange blot det første skridt til en lang karriere i Forsvaret.

Det er 29-årige Peter Hedemann et godt eksempel på. Han blev færdiguddannet som officer i hæren i 2013, og har ingen planer om at forlade Forsvaret.

- Officersuddannelsen var tillige en dannelse for mig, hvor jeg er blevet formet som person og har oplevet en stor personlig udvikling, som jeg langt fra er færdig med endnu, fortæller han.

Han genkender udmærket den særlige måde at angribe og løse problemer på, som hans to tidligere kollegaer fortæller om. Og mens taktiske overvejelser er vigtige, er den menneskelige forståelse som leder mindst lige så vigtig, fortæller Peter Hedemann.

-Det vigtigste, jeg har lært, er at forstå mennesker. Hvad er den enkeltes behov, og hvordan bliver de opfyldt samtidigt med, at det møder enhedens behov, mens man også leverer de nødvendige resultater. Det er ikke noget, jeg tror, man nogensinde bliver færdig med at lære, og man begår også fejl undervejs, men det er ekstremt givende, når det lykkes, fortæller han.

Konkret har opgaven med at lede en deling i Irak været højdepunktet i Peter Hedemanns karriere indtil nu.

I seks måneder var han delingsfører for 44 mand udsendt til den varme ørkenstat tilbage i 2016 og 17. Unge mennesker, der skulle leve med hans beslutninger på godt og ondt.

Ansvar for 44 danske folk i Irak
- Det at have ansvaret for en gruppe på 44 personer, hvor alting skal fungere bedst muligt, var en kæmpe udfordring og enormt lærerigt. Du skal se de folk i øjnene, som du træffer beslutninger for. Man er ansvarlig over for dem, og man oplever virkeligt, at der er konsekvenser ved ens handlinger. Selvfølgelig begår man også fejl, men man vokser utrolig meget med sådan et ansvar, og det er det bedste job, jeg nogensinde har haft, fortæller Peter Hedemann om missionen, hvor alle 44 også kom hjem i god behold.

Som nævnt har Peter Hedemann ingen planer om at arbejde andre steder end i Forsvaret, og det skyldes især en ting:

- Forsvaret er et unikt sted, når man ser på, hvor mange forskellige muligheder der er. Både jobmæssigt og personligt er der mange muligheder for udvikle sig og blive udfordret. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, og i Forsvaret finder man alle typer, siger Peter Hedemann, der i øjeblikket er ved at videreuddanne sig til kaptajn.

Artiklen er sponseret af Forsvaret, der sætter fokus på muligheden for at søge ind på officersuddannelsen