Gaspriserne har været på himmelflugt i 2022 - men nu kaster hjælp fra en uventet kant godt nyt af sig.
Det usædvanligt varme nytårsvejr er nemlig skyld i en faldende efterspørgsel på naturgas, som har banket prisen helt i bund.
Det skriver Bloomberg.
Prisen på naturgas er faldet med hele 7,9 procent - til det laveste niveau siden 21. februar 2022.
Derudover kommer prisfaldet i kølvandet på adskillige øvrige prisfald mellem jul og nytår, hvor efterspørgslen typisk også falder.
Godt nyt for Europa
Det er ikke kun godt nyt for de 400.000 danske, der ejer et naturgasfyr, men også for det europæiske kontinent - for prisfaldet betyder, at beholdningen af naturgas formentlig kan stå sin stress-test hen over vinteren.
Blandt andet i Tyskland er lagerbeholdningen af naturgas steget til 90 procent den seneste uge, hvor den på denne årstid de seneste fem år gennemsnitligt har ligget på 73 procent.
Samtidig er de europæiske lande, og særligt Tyskland, der tidligere importerede gas fra Rusland i stor stil, i højere grad begyndt at tage nye 'LNG-terminaler' i brug, som kan fragte naturgas i flydende form.
- De (terminalerne, red.) gør vores land og Europa uafhængige af russisk gas på den lange bane, lød det fra den tyske kansler, Olaf Scholz, i hans nytårstale til nationen.