Ledende overlæge fyret

Ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg, Ulrich Fredberg, er blevet afskediget, blandt andet for at sætte patienters sikkerhed i fare

Tirsdag blev den ledende overlæge på Hospitalsenhed Midt i Silkeborg, Ulrich Fredberg, afskediget ved et møde med hospitalets ledelse.

- I hospitalsledelsen er vi enige om, at Ulrich Fredberg gennem årene har gjort en stor indsats for Diagnostisk Center. Både Ulrich og vi ser nu fremad. I hospitalsledelsen vil vi fra i morgen være til stede og tage dialogen med medarbejdere og ledere på Regionhospitalet Silkeborg, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt, i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Hospitalsledelsen har taget dette skridt på grund af omfattende samarbejdsproblemer i en sag, hvor en række patienter ikke er blevet tilbudt den rigtige skanning for lungekræft.

Mindst 93 patienter skal nu indkaldes til ny scanning for lungekræft, fordi Region Midtjylland ikke er sikre på, om de er udredt ordentligt.

Ulrich Fredbergs afdeling har tilbudt patienter med beskedne symptomer på lungekræft en såkaldt lavdosis CT-scanning. Men det har siden april 2019 været imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer. De kræver en fuld CT-scanning af patienterne for at kunne opspore, hvorvidt patienten har lungekræft.

- Det er et meget trist forløb – i alle henseender. Patientsikkerheden har været i fare, vi har haft samarbejdsproblemer med Ulrich Fredberg, og nu skal vi til at have en alvorlig samtale. Så der er ingen vinder i denne her sag, sagde Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt, til TV2 Østjylland inden mødet i dag.

Den ledende overlæge og politiker for Venstre anerkender, at lavdosis-scanningerne har været et brud på Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men afviser alligevel kritikken. Han mener, at det er almindeligt, at der tilbydes lavdosis CT-scanning.

- Alle hospitaler bryder retningslinjerne – det er der ingen tvivl om. De overholdes ingen steder, for ingen har mulighed for at opfylde retningslinjerne i forhold til kapaciteten, sagde Ulrich Fredberg tidligere i dag til TV2 Østjylland.

Spørger man den ledende overlæge Ulrich Fredberg er sagen personlig – og ikke faglig:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har kritiseret ledelsen, og de har målrettet forsøgt at få mig fyret, siger overlægen.

Han understreger, at han aldrig før i sine 19 år som ledende overlæge har været til tjenestelig samtale eller lignende.

Alligevel kommer den varslede fyring ikke uventet:

- Jeg har været forberedt på det i flere år. Men jeg er overrasket over, at det skulle være på baggrund af lavdosis CT-scanninger, siger han.

Ulrich Fredberg anerkender, at en fuld CT-scanning er bedre end en lavdosis CT-scanning til at opspore lungekræft. Men siger, at andre hospitaler ikke engang laver CT-scanninger i alle de tilfælde, som de gør ved Diagnostisk Center i Silkeborg.

- Faktisk er det Silkeborg, der laver flest CT-scanninger. For andre steder laver de røntgen af lungerne, siger han og uddyber, at mens en fuld CT-scanning opsporer 99 procent lungekræfttilfælde, er det 95 procent for lavdosis CT-scanning og kun 75 procent for røntgen.

Hvorfor ikke give fuld CT-scanning til alle, når det er den bedste opsporing?

- Det har jeg ingen modvillighed imod, men det er ikke det, de praktiserende læger beder om, og hvis vi skulle give det til alle, så ville ikke have kapaciteten.

Og Ulrich Fredberg holder på, at hans afdeling har landets bedste udredningsforløb for lungekræft.

- Vi har ganske enkelt de bedste resultater på området, siger Ulrich Fredberg til TV2 Østjylland.

Afdelingen har da også fremvist flotte resultater på opsporing af lungekræft i den tidlige fase og har fået stor ros netop for sine lavdosis CT-scanninger ved patienter med vage symptomer.

Blandt andre af Kræftens Bekæmpelse i 2018:

- Alle patienter med lungekræft har krav på at få stillet en diagnose så hurtigt som muligt, uanset hvor de bor henne. Så når det i Silkeborg går så godt med den tidlige diagnostik, bør det give anledning til, at man politisk og på det lægefaglige plan drøfter, hvordan man andre steder i landet kan opnå lignende resultater. Det skylder man patienterne, fastslog Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse på organisationens hjemmeside.

Om dagens nyhed siger Kræftens Bekæmpelse:

- Jeg er ked af det og bekymret, fordi det lader til, at det er gået udover nogle patienter, siger Kirsten Halskov Madsen, der er formand for Regionsudvalget for Kræftens Bekæmpelse i Region Midt, til TV2 Østjylland.

Ifølge hende skal man med lungekræft handle hurtigt, og derfor kan den forkerte udredning have haft konsekvenser for nogle.

- Det må være skrækkeligt for patienterne at have været igennem noget, hvor de har haft tillid til, at diagnosticeringen var i orden og så var den det ikke alligevel. Det er svært at vende tilbage og starte forfra, fordi vi ved med lungekræft, at man skal handle hurtigt, siger hun.

På baggrund af sagen om både mangelfulde scanninger bliver 625 patienters forløb nu gennemgået i en intern undersøgelse af regionshospitalet, der skal afleveres til Styrelsen for Patientsikkerhed til sommer.

- Jeg beklager rigtig meget over for de patienter, der nu bliver indkaldt til ekstra undersøgelser med den nervøsitet og den uro, det giver. Men vi prioriterer patientsikkerheden rigtig højt, og vi har haft svære samarbejdsproblemer med Ulrich Fredberg, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt.

Foreløbigt er det besluttet, at 93 af patienterne skal have en ny scanning foretaget. Fire af dem er henvist til kræftpakke, og én patient har fået konstateret lungekræft.

12 kommentarer
Vis kommentarer