Lego-formand fyrer 26 ansatte

Et golf- og spahotel, som Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen ejer og er bestyrelseformand i, har afskediget 26 ansatte som følge af coronakrisen

26 ansatte bliver fyret på Lego-formandens spahotel. Han er netop blevet udnævnt som bestyrelsesformand i Lego. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
26 ansatte bliver fyret på Lego-formandens spahotel. Han er netop blevet udnævnt som bestyrelsesformand i Lego. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

På trods af hjælpepakker og opfordringer til at udvise samfundssind kan du ikke vide dig sikker på, at du kan beholde dit arbejde - selv hvis du er ansat i en virksomhed ejet af en af Danmarks rigeste.

Golf- og spahotellet Great Northern i Kerteminde, der er ejet af Lego-arving og bestyrelsesformand i legetøjsgiganten Thomas Kirk Kristiansen, har afskediget 26 ansatte i hotellets spaafdeling på grund af coronakrisen.

Det meddeler selskabet, hvor Thomas Kirk Kristiansen også selv er bestyrelsesformand, til Ekstra Bladet.

Thomas Kirk Kristiansen har ellers grund til at smile i disse dage, hvis man ser bort fra corona. Tirsdag morgen offentliggjorde familie-virksomheden Kirkbi, der ejer 75 procent af Lego, et regnskab, der viser et overskud på næsten 17 mia. kroner.

Men det går ikke godt for Thomas Kirk Kristiansens spahotel.

'Great Northern er i den situation, at alle forretningsområder –  hotel, restaurant, golf og SPA – er direkte påvirkede af covid-19-krisen, idet alle områder har været lukket ned siden den 13. marts 2020', skriver næstformanden i bestyrelsen i en mail.

'Vores SPA er særligt hårdt ramt, fordi der er meget stor usikkerhed omkring, hvornår vi kommer til at åbne SPA igen.'

'Derfor har vi desværre været nødsaget til at afskedige 26 medarbejdere i SPA', skriver næstformand i bestyrelsen Iben Marburger Juul i en mail, hvor hun også forklarer, at hele bestyrelsen står bag beslutningen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

26 ansatte i spaafdelingen må se sig om efter et nyt arbejde. Foto: Lasse Hansen/Ritzau Scanpix
26 ansatte i spaafdelingen må se sig om efter et nyt arbejde. Foto: Lasse Hansen/Ritzau Scanpix

Ekstra Bladet har spurgt, hvorfor Thomas Kirk Kristiansen og Great Northern ikke så tiden an og benyttede sig af regeringens hjælpepakker. Iben Marbuger Juul begrunder beslutningen med usikkerheden om, hvornår spaafdelingen kan åbne igen.

'Vi forventer, at genåbningen kommer til ske gradvist og kommer til at strække sig over en længerevarende periode i modsætning til de øvrige forretningsområder, der forventes at kunne komme tilbage i normal drift relativt hurtigt.'

Ekstra Bladet har også spurgt, hvorfor det er nødvendigt, når man har en af Danmarks rigeste mænd i ryggen. Det har selskabet ikke svaret på.

Dog oplyser selskabet, at 50 ansatte, der er beskæftiget i hotel og restaurant, bliver sendt hjem med løn fra 1. april. Til den gruppe ansatte vil man benytte sig af trepartsaftalen om midlertidig lønkomepnsation.

Men det gælder altså ikke de 26 ansatte i spaafdelingen, der må se sig om efter nyt arbejde.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Kirk Kristiansen via Legos kommunikationsafdeling.