En flok frustrerede lejere i en boligblok på Bøgevej i Otterup på Fyn har fået nok af at leve med skimmelsvamp som det grimme indeklima-uhyre, der flere gange igennem de senere år har stukket sit klamme ansigt frem i flere af de 44 lejemål.
Senest har mindst fire lejere fået besøg af skimmelsvampe, men i modsætning til tidligere, hvor udlejer utilstrækkeligt har forsøgt at vaske og male problemet væk, så har lejerne denne gang bedt Nordfyns Kommune håndtere sagen.
- Det er korrekt, at vi på vegne af en række lejere har bedt et uvildigt firma (Goritas) om at undersøge forholdene. De har derfor foretaget nogle test i lejlighederne i fredags, og vi afventer foreløbig eksperternes (Goritas) rapport, siger byggerådgiver hos Nordfyns Kommune, Hans Jørgen Nielsen, til Ekstra Bladet.
Denne hund snuser sig frem til skimmelsvamp i din bolig
Udlejeren - Otterup Boligselskab Aps - personificeret ved selskabets direktør Preben Leif Mortensen og en vicevært forsøgte dog at komme Goritas i forkøbet, da de forrige fredag ville have adgang til en af lejlighederne med skimmelsvampe.
- Jeg nægtede dem adgang og forklarede, at folkene fra Goritas først skulle gøre deres arbejde, fortæller Linda Jørgensen, enlig mor til tre børn, som har boet i ejendommen i et års tid.
Ekspert i lejeret: Udlejer på vildspor
Hos Linda Jørgensen har skimmelsvampe i soveværelse og børneværelse blandt andet ført til, at et skab i børneværelset ikke længere kan bruges.
Udlejers reaktion på Linda Jørgensens lukkede dør førte få dage senere - mandag i sidste uge - til, at den enlige mor modtog en opsigelse. I opsigelsen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, står der blandt andet:
'Det er meget væsentligt at få det (skimmelsvampe, red.) stoppet så hurtigt som muligt, så vi ser os nødsaget til at opsige dit lejemål med omgående virkning, da det kan være sundhedsskadeligt for beboerne'.
Linda Jørgensen har ikke reageret på opsigelsen, som af en ekspert i lejeret, advokat Søren V. Andreasen, vurderes som useriøs.
- Som I forelægger sagen for mig, så kommer udlejer ingen vegne med opsigelsen i fogedretten, siger Søren V. Andreasen.
Kommunen: Sket igen og igen
Mikal Johnson har boet med sin kone og to børn i ejendommen i otte år, og det er ikke første gang, familiens lejlighed har været ramt af skimmelsvamp. Senest i 2014 forsøgte udlejer Preben Leif Mortensen - i bogstaveligste forstand - at sminke problemet væk med en omgang vask og maling.
- Vi vil ikke finde os i det mere, siger Mikal Johnson om det, han kalder sminke-manøvrer af byggeriet, som er fra begyndelsen af 70´erne.
Byggerådgiver Hans Jørgen Nielsen, Nordfyns Kommune, bekræfter, at lejere fra Bøgevej-bebyggelsen tidligere har ytret kritik af og frustrationer over skimmelsvampe og usundt indeklima.
Brutal skimmelsvamp: Tør ikke invitere børnebørnene
- Det er ikke nok at vaske en væg ned og male den. Vi synes, der er så mange ting, der gentager sig i denne sag, at vi har valgt at bede professionelle folk (Goritas) vurdere, hvad der kan gøres, siger Hans Jørgen Nielsen.
Han fortsætter:
- Det handler kort sagt om, hvorvidt skimmelsvampene kommer som et udtryk for fejl eller mangler ved selve byggeriet, eller fordi beboerne ikke lufter ordentligt ud.
Flytning sidste udvej
Linda Jørgensen og hendes tre hjemmeboende børn på 20, 18 og syv år overvejer seriøst at flytte, hvis skimmelsvampene ikke én gang for alle jages på flugt, og hun er i sagens natur spændt på, hvad konklusionen bliver, når rapporten fra Goritas er færdig.
- Hvis der ikke sker noget radikalt ret hurtigt, må vi flytte. Det er jo sundhedsskadeligt at bo sådan et sted, og jeg har også mine børn at tænke på i det her, siger hun og tilføjer:
- Uanset hvad, så er jeg ret chokeret over udlejers fremgangsmåde med at ville smide os ud. Hvad sker der så næste gang, han er sur på mig, spørger Linda Jørgensen uden at forvente et svar.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.