Lejligheder i København falder i pris for første gang i seks år

For første gang siden krisen kan husejere lune sig mere ved at følge prisudviklingen end ejere af lejligheder

Efter 6,5 år med lutter stigninger i priserne på ejerlejligheder i landets hovedstad faldt priserne i tredje kvartal i år.

Det viser tal fra brancheorganisationen Finans Danmark, der fører statistik over boligmarkedet.

Inddrager man det seneste års prisudvikling, er ejerlejlighederne stadig i plus. Men det første fald indikerer ifølge Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann, at markedet er begyndt at vise svaghedstegn.

- Det seneste kvartal er priserne faldet i otte ud af 11 landsdele. Og det seneste år er udbuddet steget ganske kraftigt, siger Lise Nytoft Bergmann i en skriftlig kommentar.

- Vi forventer, at den matte stemning vil fortsætte i den kommende tid. Men vi forventer ikke, at vi står foran et større krak på lejlighedsmarkedet. Dertil er renten for lav, og interessen for at bo i byen for høj.

Faldet på ejerlejlighederne betyder også, at en anden tendens siden finanskrisen er brudt. Med det seneste fald er salgspriserne på ejerlejligheder vokset mindre end salgspriserne på huse.

- De seneste mange år er priserne steget markant på ejerlejligheder, mens det ikke er gået lige så stærkt for huspriserne, siger Ane Arnth Jensen, der er vicedirektør i Finans Danmark.

- Den udvikling er vendt nu, og for første gang siden krisen oplever husejerne, at priserne hen over et år har løftet sig lidt mere på huse.

Priserne på lejligheder er steget 3,1 procent de seneste 12 måneder. Salgspriserne på huse er i samme tid steget 3,6 procent.

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere