Lejrchef sendt hjem: Se dramatisk video fra asyl-lejr

Optagelser viser, hvordan lejrchef og to ansatte lægger ansylansøger i benlås. Se videoen i indslaget

Video: Information

Lederen af asylcentret Bag Bakkerne i Næstved er blevet fritaget for tjeneste, indtil den driftsansvarlige kommune, Langeland Kommune, har vurderet, om han har overtrådt sine beføjelser, da han tidligere i denne uge valgte at bruge magt til at få en flygtning på centret til at falde til ro.

På to videoer, der er optaget af to forskellige asylansøgere, ses, hvordan lederen og to ansatte vælter asylansøgeren om på jorden og lægger ham i benlås.

Det fremgår dog ikke af videoerne, hvad der er gået forud for den voldsomme episode.

Det er dagbladet Information, der har fået videoerne tilsendt, og som bringer historien.

Masser af ballade

Lejren, der åbnede ved årsskiftet, har flere gange været i mediernes søgelys på grund af ballade. Således har politiet måtte tilkaldes adskillige gange bl.a. i forbindelse med masseslagsmål blandt lejrens asylansøgere.

Lejrchefen, der har en fortid som befalingsmand, men som siden har taget en uddannelse som Socialpædagog, har ikke ønsket at udtale sig.

Men ifølge Thomas Palmskov, byrådsmedlem i Næstved for Dansk Folkeparti, som har fulgt livet på asylcentret tæt, er der sket en udskiftning  i klientellet over de senere måneder, hvor færre flygtninge er fra Syrien og flere er fra Marokko og andre lande i Nordafrika.

Drikker og laver ballade

- De mennesker har sværere ved at acceptere regler. De drikker og laver ballade. De typer skal have en håndfast behandling, siger Thomas Palmskov, som understreger, at grænsen naturligvis går ved vold.

Asylansøgerne på deres side beretter om urimelige forhold og anklager lejrlederen for at true dem, hvis de klager over konkrete forhold.

Dansk-marokkaneren Hiba Belhaiba, der selv er bosat i Næstved, fortæller til Ekstra Bladet, at der længe har været gnidninger mellem asylansøgere og lejr-chefen.

'Gå til medierne'

Han fortæller også, at det er ham, der har anbefalet asylansøgerne at optage eventuelle episoder på deres telefoner og gå til medierne.

- Flygtningene har fortalt mig, at han sviner dem til. Både dem, der måske fortjener det og er fra Nordafrika og har problemer med hash og den slags. Men også de gode og søde flygtninge, der kun vil alle det bedste, siger Hiba Belhaiba.

Se den voldsomme video i indslaget foroven