Lejrgæster bag omfattende hærværk

Skovgæster udøver hærværk med sav og økse på træer på Kalvebod Fælled. Skovfoged opfordrer nu til bedre opførsel

Hvis vi skal kunne blive ved at nyde naturen, så skal der bedre opførsel til, advarer Naturstyrelsen efter hærværk ved Ålen shelterplads på Kalvebod Fælled. Video: TV2 Lorry via Ritzau

Mindst ti store og raske birketræer er blevet fældet ved Ålen shelterplads på Kalvebod Fælled på Amager ved hjælp af både sav og økse. 

- Dem, som har været herude, har været velforberedte, siger Sven Norup, skovfoged hos Naturstyrelsen til TV 2 Lorry. 

Nogle af de fældede træer er blevet brugt som brænde på bålet, og ifølge Naturstyrelsen er hærværk som det her desværre ikke et enestående eksempel.

De opfordrer folk til at følge reglerne for færdsel i naturen, hvor det ikke er lovligt at fælde træer. 

- Reglerne er egentlig enkle. Man skal tage sit eget brænde med. Man må godt sanke brænde - indsamle dødt ved eller grene, der ligger ude i skovbunden og brænde det af, men der er så mange brugere her, at det kan man ikke regne med ligger her, siger Sven Norup. 

Coronakrisen har fået flere til at søge ud i naturen, og det glæder Naturstyrelsen.

Men hvis vi skal kunne blive ved at nyde naturen, så skal der bedre opførsel til, advarer de.

- Hvis alle opfører sig som de gæster, der har været her i weekenden, så bliver der ikke nogen skov at opleve, siger Sven Norup.

Hvis man som privatperson bliver taget i fælde træer i skoven, kan det føre til en politianmeldelse. 

147 kommentarer
Vis kommentarer